Skriv en kommentar
Det er ret sjældent at man i danske biografer støder på navnet Pen-Ek Ratanaruang og en filmtitel, der på originalsproget thai er Ruang rak noi nid mahasan. Thai skal vi ikke rode os ud i her, så på engelsk er titlen blevet The Last Life in the Universe, som er ret dækkende for filmen. Den skarpe seer vil dog bemærke navnene Nid og Noi, som der leges med i titlen. Det er navnene på søstrene i filmen, som får så stor betydning for hovedpersonen Kenji. Allerede i den thailandske titel bliver der leget, men for filmen er legen endnu ikke slut. Filmen stiller sig hele tiden drillende an i sin lille og sørgmodige fortælling om skæbnen Kenji.
Kenji er eksiljapaner i Thailand. Han arbejder som bibliotekar på et japansk kulturbibliotek og læser gerne kultforfatteren Yukio Mishima, der i 1970 tog sit eget liv under meget bemærkelsesværdige omstændigheder. Kenji lever et mildest talt afsondret liv blandt millioner af mennesker. De eneste besøg han får er af den meget påtrængende bror, der forstyrrer Kenjis stille verden. Kenji har kun et ønske, og det er i lighed med sit idol at tage livet af sig selv. Det lykkedes ikke rigtigt og da først pigen Nid dukker op i Kenjis liv forstyrres den generte mand først rigtigt. En dag på vej ud over rækværket på en bro, møder han Nid. Hun står på vejen foran søsteren Nois bil, da katastrofen rammer. Nid rammes af en bil og dør. Kenjis egen bror er netop også blevet myrdet, og dette tab virker som den fællesnævner, der får Kenji og Noi til at mødes i et ret usædvanligt forhold, som filmen herfra følger. De to kunne ikke være mere forskellige, men på trods og grund af deres forskellighed nærmer de sig hinanden følelsesmæssigt. Japaneren søger tilflugt i Thailand og inden længe skal Noi, der er escortpige til Japan for at arbejde. Vi følger deres sidste få dage sammen. Det er også et sært kulturmøde. Kenji taler ikke meget thai, Noi ikke japansk andet end til husbehov – så dialogen er på ubehjælpelig engelske, hvilket også understreger finurligheden og legen i hele filmen. Lost in Translation, kunne man fristes til at sige med en svag hentydning til en film af vis frk. Coppola. Men hvad der tabes i det verbalsproglige vindes i det filmsproglige.
The Last Life in the Universe er en skrøbelig film med en skrøbelig historie om skrøbelige skæbner. Fortællingen der hele tiden ses fra Kenjis synsvinkel er så skrøbelig, at man som seer ind imellem forvirres af blandingen mellem drøm og virkelighed – og det hele er vist, som var det en drøm.
Det skyldes ikke mindst den australske fotograf Christopher Doyles billeder, der brænder sig fast på nethinden. En indstilling af en tom lænestol i det svage sollys kan i et kort sekund fortælle hele historien. Sådan fungerer billederne i filmen. Doyle er ikke ukendt for elskere af smuk cinematografi. Han har også filmet stort set alle Wong Kar Wais film, hvor specielt de to seneste, In the Mood for Love og 2046, har fået sat Doyles særlige aftryk på. Også Zhang Yimous Hero har han stået for.
Ratanaruang har udnyttet alle facetter af filmens indre glød til at fortælle sin historie. Det drillende plot med en kriminalgåde gemt dybt bagved det smukke forhold, der udspiller sig, understreges endnu mere af det helt igennem suveræne spil fra især Tadanubo Asano. Søstrene spilles af de virkelig søstre Sinitta og Laila Boonyasak med en autencitet, der er meget sjælden. De brændende billeder og det inciterende klipning, gør at man under hele filmen må overgive sig til værkets magt. Nogen glad film er det ikke, men sørgmunter på en særlig vis, der ikke kan eller skal forklares i en anmeldelse som denne. Det skulle gerne overlades til læseren at opleve det hele selv – og for dem der tør at prøve Thaifilm skulle der været noget ganske eksotisk og spændende i vente. God fornøjelse. Herfra lyder det overgivende: Noget nær et mesterværk – 5 stjerner
