Skriv en kommentar
Det er en drøm, der går i opfyldelse for den unge provinspige Eloise, da hun bliver optaget på designskolen i London. Fyldt med håb og store drømme for fremtiden pakker hun sine ting, og begiver sig på afsted for at blive tøjdesigner.
London er dog ikke helt som ventet og efter en hård modtagelse på kollegiet, finder hun et privat værelse at leje. Her åbner sig en ny verden, og på mystisk vis transporteres hun tilbage til 1960’erne, en periode hun i den grad idealiserer og er optaget af. Her møder hun den spirende sangerinde Sandy, der ligesom Eloise jagter drømmen om fremtiden. Eloise knytter sig hurtigt til Sandy, men det bliver snart en udmattende kamp med livet som indsats. For ikke alt er, som det fremstår, og drømmen om fortidens romantiske æra begynder at krakelere og viser glimt at noget mørkt og skræmmende.
Det er Thomasin McKenzie (Jojo Rabbit), der spiller Eloise, og hun leverer en fremragende præstation. Som Sandy spiller overfor hende Anya Taylor-Joy (Queen's Gambit), og hun er som skabt til rollen og formår at levere stærke Audrey Hepburn-vibes, med rå kant.
Last Night in Soho er instrueret af Edgar Wright, der er kendt for bl.a. zombiekomedien Shaun of the Dead, Hot Fuzz, The World’s End og den musikalske Baby Driver. Edgar Wright står også bag manuskriptet i samarbejde med Krysty Wilson-Cairns, der fik sit gennembrud med den Oscar-nominerede fortælling til 1917.
Som det er typisk for Edgar Wrights film, er både lyd og det visuelle lige i øjet. Filmes soundtrack er fyldt med klassikere fra The Beatles, Nancy Sinatra, The Kinks, The Beach Boys, Johnny Leyton m.fl., og det er svært ikke at nynne med på melodien til "When we're alone we go downtown". På den visuelle side er detaljerne i alt fra set-design, 60er-vibes, musikken fra jukeboks, til kostumerne af lyserød tyl og stive jakkesæt, gennemarbejdet og giver en autentisk atmosfære af et forførende og romantisk drømmende billede, der ofte følger med 60’erne.
Det er en film, der lader meget op til tilskuerens fantasi, og vi er befriet for overforklaringer og replikker, der kun er skrevet ind for at sikre at publikum forstår ALT, også på allerbagerste række. Her får handlingen derimod lov at udvikle sig og tale for sig selv, ofte blot gennem antydninger. Det er ”show, don’t tell” i højeste potens.
Det er dog på ingen måde en romantiseret fortælling, og på mange måder dekonstruerer filmen samme rosenrøde skær, som Eloises romantiske drømmebillede af fortiden udgør, og vi ser på den måde, hvad der også foregik, side om side med glimmer og bling.
For i skarp kontrast til Eloises opslugte billede af de romantiske 60’ere, med Audrey Hepburn film og glittede plakater, står hendes møde med Sandy og oplevelsen af at være fanget i et mareridt, hun ikke kan komme ud. Kontrasterne bidrager til en helstøbt fortælling, der er både visuelt og teknisk gennemført, og som går under overfladen og både viser glitter og glam, men også hvad der gemmer sig under overfladen i en tid, hvor det at være kvinde måske ikke var helt så rosenrødt, som Eloise havde forstillet sig. Det gør det til en utrolig interessant film, med meget at byde på.
Last Night in Soho er stilfuldt udformet og flot filmet, med et imponerede soundtrack og dygtigt skuespil. Det et psykologisk thriller-gys, der emmer af nostalgi og kærlighed til de swingende 60’ere, men som samtidig formår at indfange farerne ved at romantisere fortiden og giver et glimt af den mørkere side af showbusiness.
Trailer:
Advarsel om lys: Filmen indeholder sekvenser med lyseffekter, der kan have en påvirkning på personer med fotosensitiv epilepsi.
