Skriv en kommentar
Få dage inden sin død, skriver Jack et brev, hvor han giver en sidste ordre. Han vil gerne have sin aske bragt til Margate Pier af sine nærmeste venner. Det er turen til Margate, vi følger men undervejs også en hel vennefloks livslange intriger, hemmeligheder og lykkelige stunder.
Vennerne Ray, Vince, Lennie og Vic møder op i pubben med Jacks aske og får sig en enkelt pint, inden de begiver sig afsted. Det bliver en køretur, som i høj grad foregår på mindernes avenue. De gør holdt ved steder, som har spillet en central rolle i disse mænds liv; Chatham War Memorial, gården ved Kent hvor Jack mødte sin kone Amy, Canterbury katedralen. De husker tilbage, de skændes, de omfavnes af en fælles ånd, knyttet imellem dem gennem årerne.
Englænderen Graham Swift skrev romanen i 1996. Bogen var fænomenal i sin lavmælte tone, i sit gribende, blide portræt af mændenes venskab og i sin unikke brug af ærlig og ligefrem dialog. Den var sirligt komponeret med skiftende fortællere og en endeløs række af spring i tid og rum. Filmen holder sig meget tæt op af det litterære forlæg og heldigvis for det.
Det lykkes langt hen af vejen. Man skal lige vænne sig til de mange spring, men straks det er sket, glider filmen af sig selv og forekommer naturlig og ærlig ligesom bogen.
Vi hører om Jacks opgør med sønnen Vince, som nægter at overtage farens slagteriforretning. Vi hører om Jack og Amys datter June, som ikke var rask og blev sendt bort. Om Lennies fiasko som bokser. Om Rays affære med Amy.
Det er stærke og meget menneskelige dilemmaer, der berøres. Det er livets store spørgsmål men med pub og pint i stedet for pompt og pragt. Alt bliver fortalt med sirlighed og respekt.
Filmen er på sin vis ikke særlig visuel og derfor er kravet til skuespillet desto højere. Dette indfries til fulde af nogle af Englands ypperste: Michael Caine, Bob Hoskins, Helen Mirren, Tom Courtenay, David Hemmings (som nogle måske husker fra Antonionis mesterværk ”Blowup”), alle spiller de fortrinligt. Alle rammer de tonen fra Swifts tekst. Det er ensemblespil, når det er bedst.
Instruktøren Fred Schepisi er sandsynligvis ikke en mand, man kender så meget til. Han har stået bag film som Roxanne (1987) og I.Q. (1994), men Last Orders må siges at være hans bedste. Schepisi var 62 år, da han lavede filmen, og dette har bestemt ikke været et minus. Der kræves en vis portion livserfaring at kunne visualisere Swifts mesterværk. Det lykkes så vidt det er muligt. Filmen overgår på ingen måde bogen, men som visuel adaption fungerer den forbavsende godt.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
