John Hillcoats Lawless byder ikke på de store overraskelser, men med en opadgående spændingskurve og en historie, der taler til følelserne, formår filmen alligevel at fange og fastholde sit publikum langt hen ad vejen.
Lawless er baseret på en sand historie, og filmen tager udgangspunkt i romanen The Wettest County in the World af Matt Bondurant. Filmen udspiller sig i forbudstidens USA og fortæller historien om de tre brødre Jack (Shia LeBeouf), Forrest (Tom Hardy) og Howard (Jason Clarke) Bondurant, der ligesom størstedelen af Franklin County, Virginia, ernærer sig ved at fremstille og sælge hjemmebrændt spiritus. Brødrene Bondurant er ukuelige, og rygtet i byen siger, at de både er uovervindelige og udødelige. På trods af at brødrene befinder sig på den forkerte side af loven, er der en gensidig forståelse og respekt for hinanden mellem brødrene og den lokale sherif.
En dag ankommer den korrupte Chicago-betjent Charlie Rakes (Guy Pearce) til byen. Hans opgave er at få sat en stopper for det ulovlige salg af alkohol i Franklin County, og han fornemmer straks, at brødrene Bondurant ikke har tænkt sig at overgive sig så let. Derfor gør han både brug af trusler, vold og drab for at knække og besejre de tre brødre.
Billedskøn brutalitet
Lawless er instrueret af australske John Hillcoat, der igen har slået pjalterne sammen med Nick Cave, der både har skrevet manuskriptet og produceret musikken til filmen. De to har blandt andet tidligere arbejdet sammen på filmen Proposition fra 2005 og Nick Caves musikvideo: Babe, I’m on Fire fra 2003.
Cave leverer et udmærket stykke arbejde, hvor musiksiden dog fungere bedre end manuskriptet, som er skåret over den traditionelle hollywoodskabelon. Fra starten af filmen, hvor Jack fortæller om brødrenes evne til at snyde døden (som voice-over), er man godt klar over, hvordan resten af filmen nogenlunde kommer til at udspille sig. Heldigvis kompenserer gode skuespillerpræstationer og Hillcoats stilistisk sans for filmens forudsigelighed.
Hillcoat veksler skiftevis mellem adrenalinfremkaldende voldsscener, hvor man blandt andet væmmes af den frastødende og afstumpede Rakes, der gennemtæver Jack og idylliske naturscener, hvor man fortaber sig i landskabets skønhed. Også persongalleriet står i kontrast til hinanden, hvilket for eksempel ses i Forrest upolerede og slidte stil sammenlignet med Rakes glatbarberede og finpudsede overflade. Dette temposkifte og den visuelle vekselvirkning er med til at tilføre filmen spænding og gøre den dynamisk.
Sublim underspillethed
Lawless har som sagt en håndfuld gode skuespillerpræstationer, hvor både Jason Clarke og Tom Hardy er værd at nævne. Selvom Clarke spiller en mindre rolle i filmen, er hans bidrag alligevel en vigtigt ingrediens i historien, der et langt stykke af vejen bæres oppe af det følelsesmæssige sammenspil mellem de tre brødre. Også Hardy er med til at gøre historien om brødrene, der vil ofre alt for hinanden, troværdig. Efter hans udskejelser og store armbevægelser som Bane i The Dark Knight Rises, er det rart at se ham genvinde fodfæstet i Lawless, hvor han vender tilbage til en mere nedtonet og underspillet skuespillerstil i rollen som den bestemte, men rolige Forrest, som allerede, inden han får skåret halsen over, er en mand af få ord.
Guy Pearce falder derimod lidt igennem som den ubehagelige og fascistiske Rakes, der med afblegede øjenbryn, tilbageslikket hår og babyblå læderhandsker nemt kommer til at virke som en parodi på en skurk. Meningen har uden tvivl været at gøre Pearces rolle så utiltalende som muligt, men i stedet for at virke skræmmende, får man mere lyst til at sige: ”Nåååå, lille ven” og ae ham på kinden.
Selvom filmen hverken er original eller nyskabende, er Lawless stadig et stykke solidt håndværk, som ikke lover mere, end den kan holde. På trods af brødrenes kampe med specialagent Rakes, giver filmen et til tider romantiseret og humoristisk indblik i forbudstidens USA, hvilket er med til at give filmen en lethed og gøre den underholdende.