Skriv en kommentar
Ulven kommer
Det er sjældent at se et landskab så nøgent som stedet i Italien, Inviolata,(som betyder ukrænkelig) hvor Lazzaro vokser op med sin familie ved en tobaksplantage, hvor han kan gemme sig i sin ensomhed og møde egnens skikke, da det under drikkegildet forlyder: den, der drikker alene, kløjes i det. Lazzaro er med i en storfamilie, hvor de naturlige fæstebønder er oppe mod korrupt grevinde, som ikke er bange for at snyde med arme og stål – og den gode Lazzaro påtager sig hvervet som dyrepasser i bjergene, da ulve, som grevinden, gør store indtog i fæstebøndernes besiddelser.
Lazzaro er kommet i unåde hos familien efter en dramatisk begivenhed, og påtager sig vogterens rolle – og møder der grevindens hvidhårede og smartklædte søn Tancredi (Luca Chikonavi), som også er forsvundet, da han hader alt ved stedets fastlåste skikke og moderen, som betegner mennesket som et dyr. Kun de to i bjergene med flotte klippehuler, smukke skyformationer, lidt vækst og ulvelyde i baggrunden, som de prøver at kalde på med nøjagtige ulvelyde, også her bliver Lazzaro den udnyttede, og henter mad og kaffe til den blege kammerat, og de iværksætter et trusselsbrev til grevinden med blodspor og krav om løsesum. Men grevinden er helt klar over, at sønnen selv har iværksat den forbrydelse, og foretager sig intet for at få de unge tilbage. Hun har nok i sig selv.
Eftersøgningen
Der bliver sat en eftersøgning i gang, og her synes jeg filmen mister sit eventyrlige drama, da politiet er mere interesseret i den illegale arbejdskraft med afrikansk baggrund, som for mig bliver en slags klichéagtig måde at være aktuel på. Lazzaro, som spilles varmt og naivt af den 20-årige debuterende, Adriano Tardiolo, har ingen fastgjorte traditioner og forføres alle steder, og gør det, andre ikke selv vil gøre. Han ligner sig selv hele vejen gennem filmen, hvor det er helt naturligt, at andre virker 20 eller 50 år ældre – og derved er han en slags Lazarus – en from mand, som rammes af alskens ulykker, men som Gud vil belønne efter døden.
Filmen har lange flotte optagelser over lysende klippepartier med skarpe kanter og nærbilleder af smukke slidsomme fæstebønder, som ses enten til toner af bryllupsagtig sækkepibemusik eller Webers fugaer –og som det siges: musikken følger os over himlen. Og filmen har et meget livsbekræftende billede, da vi ser to unge piger fnisende spytte på den kage, som skal ind til grevskabet, og som de ikke selv må smage.
Alice Rohrwachers forrige film fra 2015 Miraklerne så vi et mere drømmeagtigt billede af den italienske familie i landsbyens Norditalien, hvor jeg synes, der var et smukkere spil mellem den 13-årige Gelsominas og hendes familie – hvor hun skulle forsøge at få sin far til at deltage i en stor tv-konkurrence om store pengesummer – men i begge film ser vi heldigvis en nyere italiensk filminstruktør, som bygger videre på de fornemme filmtraditioner med neorealismen, som også kendes fra Antonioni og Rossellini. Det kan kun gøre os lykkeligere.
