Skriv en kommentar
Belgiske Luc & Jean-Pierre Dardennes ’Le Fils – Sønnen’ er et eksperiment i stemning og udtryk. For at fremelske den intensiverende og dystre tone, filmen kræver mellem de to hovedpersoner Olivier (Olivier Gourmet) og Francis (Morgan Marinne), har brødrene valgt at skære helt ind til benet. Det betyder fravær af klassisk stemningsbærende faktorer som musik og effekter. På mange måder minder det altså om dogme-brødrenes konceptorienterede manifest fra 1995, der, bevidst eller ubevidst, markerede hundredeåret for verdens første film (af Lumiére-brødrene i 1895). Men på et punkt skiller ’Le Fils – Sønnen’ sig dog ud fra dogmekonceptet. Hvor det for d’herrer Trier, Vinterberg, Jakobsen og Levring handlede om at få skuespillet og dialogerne til at bære handlingen, handler det for brdr. Dardenne om at fremhæve reaktioner og følelser på baggrund af et fravær af replikker.
Den dunkle og tilknappede Oliviers dagligdag udfyldes af arbejdet som sløjdlærer på et værksted for adfærdsvanskelige og utilpassede unge. I det private bor han alene, er skilt fra den udfarende og lettere bedårende Magali (Isabella Soupart) og har anlæg til rygproblemer. De klares med daglige mavebøjninger på køkkengulvet. Men ryggen synes nu ikke at være Oliviers største problem. En hændelse har åbenlyst sat store skygger over Olivier og Magalis liv. Men hvor hun (tilsyneladende) er ved at komme videre med ny kæreste, kommende mand og barn, er det som om, Olivier er gået helt i stå.
Francis, der er ung, grøn og stadig våd bag ørerne, er netop begyndt på svejseværkstedet, der ligger skulder ved skulder med Oliviers sløjdværksted. Også hans ansigt bærer skygger, der vidner om en grum fortid. Fortid eller ej, så har han ingen fremtid i det knitrende svejsefag og hopper over til Oliviers brogede skare af ungarbejdere og problembørn. Olivier tager ham til sig, som var det hans egen søn, lærer ham op fra bunden, sætter hans liv på skinner. Men Oliviers interesse for Francis er dog langt fra så almindelig, som han prøver at give udtryk for. I fritiden udspionerer han Francis, følge efter ham og overvåger ham overalt, hvor han bevæger sig i det belgiske by- og gadebillede. Men hvorfor reagerer Olivier, som han gør?
Kulminationen kommer endegyldigt, da Francis og Olivier, eleven og læreren er alene en lørdag i den weekendlukkede tømmerhandel fyrre kilometer fra hjembyen. Olivier konfronterer Francis med sin traumatiske fortid. En fortid der også vedkommer Francis.
Jean-Pierre og Luc Dardenne har de sidste 28 år lavet over tres dokumentarfilm sammen. Det er blevet til film om arbejderklassens problemer, polsk intergrationspolitik og antifascistiske bevægelser. Med ’Le Fils – Sønnen’ har de stadig fingrene nede i den socialrealistiske kagedåse, hvor den bærende handling dog er langt mere fiktionær end helhedsudtrykket.
Lange indstillinger, rå og uskarpe billeder og lydligt fravære gør ’Le Fils – Sønnen’ til lidt af en prøvelse, selv for et rutineret biograf publikum. De netop nævnte virkemidler giver filmens udtryksside en totalitær mangel på dynamik og bevægelse. Der er tænkt i æstetiske baner men det ender som en langsommelig og dræbende kedelig søndagstur på Strandvejen i nordgående retning.
Da Olivier og Magalis afdøde søn bringes på bane, kommer der mere fut i fejemøjet. Dybbøl Mølle maler ikke længere helt ad helvede til. Filmens udtryk bliver mere dynamisk, skuespillet mere intensiverende, mere betydningsbærende og lysten til at se værket til ende stiger gradvist.
Med sin lurvede gang, små øjne bag de fedtede briller og, ikke sjældent, grådigt sugende på en smøg, er Olivier Gourmet intet mindre end fremragende som den dystre og melankolske Olivier. Og det virker da fuldt fortjent, at han blev belønnet med prisen for bedste mandlige hovedrolle ved sidste års filmfestival i Cannes.
Dygtigt modspil er der også i grønskollingen Morgan Marinne, der har til opgave at agere adfærdsvanskelig teenager, netop løsladt fra ungdomsfængsel. Om det er filmens fortællestil, eller om det er aktørerne selv, der kan tage æren for skuespillet kan diskuteres. For med sine alt for lange og unødvendige indstillinger og manglende dialoger har ’Le Fils – Sønnen’ klare brister. Det kunne en mere rap klipperytme måske have rådet bod på. Med sin eksperimenterende og grænsesøgende stil placerer ’Le Fils – Sønnen’ sig selv mellem to stole. Det er en eksamen, der kan anses for bestået, uden at imponere.
