Skriv en kommentar
Burt Lancaster leverede en af sine aller største præstationer i Luchino Viscontis ”Leoparden”. Den amerikanske skuespiller blev special-importeret til Italien og Sicilien for at spille den sammenbidte og dog mystisk tiltrækkende Don Salina, en af de få resterende noble sicilianere.
Viscontis storfilm tager sit udgangspunkt i slutningen af 1800-tallet og ”Il Risorgimento” – den dramatiske sammenføring af Italien. Overklassen af ved at falde sammen samtidig med at den forsøger at ignorere den voksende nationalistbevægelse. En borgerkrig ligger om hjørnet og folk skifter side i den gryende konflikt lige så ofte som de panisk rige holder storslåede fester i forsøget på at glemme situationen.
I centrum for det hele finder i huset Salinas. Den handlekraftige og charmerende Don Fabrizio Salina har hele det nationale drama indenfor familien. De syv børn, den egocentrerede kone og den unge plejesøn, Tancredi (Alain Delon, Melvilles ”Samuraien”), som Fabrizio i virkeligheden føler sig tættest knyttet til. Tancredi er den unge idealist som herremanden engang var. Manden der handler før han tænker og således uden tøven når at kæmpe på begge sider i konflikten inden filmen er omme. Tancredi er ligeledes manden der er centrum for filmens kærlighedsdrama, da han opdager den vidunderlige Angelica (Caludia Cardinale fra ”Once Upon a Time In The West”). Alle vil have denne gudeskønne datter af den rige, men smånaive rigmand Don Calogaro, men det er Tancredi der får hende. Efter sin entre formår Cardinale lynhurtigt at spille sig op på siden af Lancaster og det bliver kemien imellem den ældre herre og den unge skønhed der skaber filmens centrale spændingsfelt.
”Leoparden” er dog en storfilm i ordets egentlige forstand og den spiller på mange tangenter. Kærlighedsdramaet bliver centralt, men historien om den gryende, moderne verden og borgerskabets enorme omæltning ligger lige bag overfladen. Filmen byder på enorme kampscener, flotte kostumebal, vidunderlig siciliansk natur, stærkt skuespil (den noget irriterende italienske eftersynkronisering til trods) og solidt drama.
Visconti samler med en mesters hånd de mange tråde og giver den over tre timer lange film et overordnet helhedspræg, der gør den til en velbalanceret cocktail af de mest uforudsigelige ingredienser. Selv tør og underspillet humor findes i enorme mængder.
Viscontis klassiker er blevet restaureret og er i fin stand de 42 år til trods. Farver og billede er i top og det er en fryd at se mesterens flotte sans for detaljer på det store lærred. ”Leoparden” er en af de største film der nogen sinde er kommet ud af Italien og det er et behageligt gensyn Øst for Paradis giver os her.
