Overskrift konkurrence


Standard facebook

Seneste artikler
Game Of Thrones ...
Galla Premiere P...
Den Ukendte Dans...
Jaime Rosales Ta...
The World Of Han...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Ad Astra
Ad Astra billede

Dronningen
Jagtsæson
Mugge & Vejfesten
Rambo: Last Blood
Us
Avengers: Endgame
Pokémin Detectiv...
After


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Biograf anmeldelse

Let Me In

3. marts 2011 af Kasper Sølvsten

4 stjerner Skriv en kommentar

Let Me In billede

Den amerikanske udgave af ”Lad den rette komme ind” er på én gang tro mod forlægget og en både selvstændig og ganske vellykket film.

Tilgiv mig ordvalget, men findes der noget mere hot for tiden end vampyrer? De er ser godt ud, de er sexede, og de har bad boy-attituder som bare fanden. Nej, hvis der er noget ”Twillight”, ”True Blood”, ”The Vampire Diaries” og så videre har sørget for, så er det vel at gøre vampyrer til en af de demografiske grupper, der har allermest glamour og x-factor over sig netop nu.

Men der er uendelig langt fra ”True Bloods” sexede sydstatsstemning eller den romantiske virkelighed i ”Twilight” til det snedækkede New Mexico anno 1983, der skildres i vampyrfilmen ”Let Me In”. Her er der absolut intet glamourøst over virkeligheden.

12-årige Owen (Kodi Smit-McPhee fra ”The Road”) har ingen venner, hans forældre er netop blevet skilt, og i skolen bliver han mobbet og får tæsk. Der er ikke noget, der går Owens vej. Men en dag flytter den jævnaldrende Abby (Chloe Moretz fra ”500 Days of Summer” og ”Kick-Ass) ind i lejligheden ved siden af. Abby er ligesom Owen ikke som de andre. Hun opfører sig mærkeligt; hun går barfodet i sneen, hun begiver sig aldrig uden for lejligheden, mens det er dag, og så lugter hun underligt.

De to ensomme outsidere bliver venner, og for Owen udvikler venskabet sig snart til mere, da han tiltrækkes af Abby. Men mens hormonerne bobler i ham, går det efterhånden også op for ham, at Abby ikke er nogen almindelig 12-årig pige. Da han vil blande blod med hende for at forsegle deres venskab, kaster hun sig først grådigt over de røde dråber, der løber fra hans hånd, inden hun styrter ud af døren og overfalder en tilfældig kvinde ved at bide hende i halsen.

Owen bliver klar over, at Abby på en eller anden måde har forbindelse til den række af bizarre dødsfald og andre uhyggelige hændelser, der har ramt byen, de bor i, men erkendelsen af, at hun er en vampyr, der skal have menneskeblod for at overleve, får ham ikke til at vakle. Snarere bringer det de to tættere sammen, forbi Owen indser, at Abby er lige så mutters alene i verden som han er. Hun har ikke andre end ham, og han har ikke andre end hende. Men ved ikke at afsløre Abby, bliver Owen også medskyldig, og venskabet får mere og mere brutale følger.

”Let Me In” er ikke nogen tidstypisk vampyrhistorie, og snarere på grund af, end på trods af det, er den interessant. Det er ikke en banal historie om smukke vampyrer og smukke mennesker eller om at få et parforhold til at fungere, selvom det ene par fra tid til anden har lyst til at sætte tænderne i halsen på den anden. ”Let Me In” handler om vigtigere ting: om tab af uskyld, om at blive voksen og om venskab. Og den slag er værd at bruge tid på i biografen.

”Let Me In” er en genindspilning af Tomas Alfredsons glimrende, afdæmpede ”Lad den rette komme ind” fra 2008, der er baseret på den svenske forfatter John Ajvide Lindqvists debutroman af samme navn.

De amerikanske biografgængere er notorisk kendte for ikke at gide undertekster, og derfor giver det efterhånden næsten sig selv, at enhver fremmedsproget film med et vist potentiale skal genindspilles på amerikansk. En proces, der for det meste indebærer, at alt, hvad der er underspillet eller kunstnerisk interessant bliver skyllet ud med badevandet.

Men instruktør Matt Reeves, der er mest kendt for monsterfilmen ”Cloverfield” (2008), demonstrerer overraskende, kunstneriske talenter i sin fortolkning af den svenske vampyrhistorie. Visuelt ligger "Let Me In" meget langt fra Hollywood-skabelonen. Fortælletempoet er stille og roligt, og stilen er rå, grumset og realistisk. Dertil kommer, at Reeves bruger mærkelige vinkler, eksperimenterende beskæringer og andre filmiske virkemidler, der snarere ligner kunstfilmens. Det er for eksempel både modigt og interessant, at vi aldrig ser Owens mors ansigt, men at hun filmen igennem forbliver både navn- og ansigtsløs.

Desværre bliver det ikke ved det afdæmpede og elegante filmen igennem. Actionscenerne, som når Abby går amok i en blodrus, er så voldsomme og volden så eksplicit, at det virker malplaceret i dette ellers stille drama. Det er ærgerligt, for noget af det, der fik ”Lad den rette komme ind” til at fungere så godt, var netop, at selv de mystiske elementer, havde et realistisk tilsnit. Det har de ikke på samme måde i "Let Me In".

Når det er sagt, lykkes det på rigtig fin vis Matt Reeves at flytte Lindqvists fortælling fra Stockholms forstæder til Reagans kolde USA. Ikke mindst, fordi han får hjælp fra en flok fine skuespillere, men i lige så høj grad, fordi han på én gang er tro mod forlægget og tør fortælle historien på sin egen, selvstændige måde.

Titel: Let Me In
Original Titel: Let Me In
Premieredato: 3. marts 2011
Instruktør: Matt Reeves
Skuespillere: Chloe Moretz, Kodi Smit-McPhee, Richard Jenkins, Elias Kotaes, Cara Buono
Spilletid: 116 min.
Selskab: EFTI, Hammer Films, 2010
Genre: Gyser
Link: http://www.letmein-movie.com


banner
Overskrift Højre Block
Krigsfotografen
Rambo:Last Blood
Ad Astra
True Detective -...
A Dog's Way Home
Pokémon Detectiv...
Late Night
Ready or Not
Good Boys
I Trygge Hænder



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...