Skriv en kommentar
Den franske forfatter Georges Perec skrev i 1978 en af de mest interessante bøger om livet i Paris, hvor han valgte at fortælle om alle beboere i ejendommen 11, Rue Simon-Crubellier: I den her lejlighed boede damen indtil 1965 med den lille hund, og sønnen, der agtede at blive præst. Før det havde den været beboet af en gammel herre, som alle kaldte Russeren. Russeren fordi han altid, året rundt, gik med pelshue - og hele bogen er med til, at man som beboer kunne få lyst til selv at flytte ind og møde de mennesker i det Arrondissement.
I Audiards film møder vi i starten det 13. Arrondissement, som er kendt for store højhuse ved Seinen – og på flyrejsen rundt omkring ser vi i sort/hvidt folk gå rundt inde i husene til tonerne af afdæmpet musik. Vi møder først Emilie (spillet lidt hysterisk af Lucie Zhang), som er fransk/taiwaneser, og bor i bedstemorens lejlighed – men også lejer værelse ud for at få indtægt. Hun bliver draget af den sorte intellektuelle Camille (Makita Samba) – som hun smider tøjet for den første aften – og der siger: Vi har det sjovt, men er ikke et par. Først knalder jeg. Så ser jeg.
Så møder vi den lidt ældre kvinde Nora (Noémie Meriant), en skræmmende og seksuelt fængslende jurastuderende her til forelæsning i kriminalret, som er flygtet fra et voldeligt forhold i Bordeaux og nu med hvid paryk gennem skjulte dating-online-møder med en erfaren Amber Sweet, og hendes betaling for at begære Nora – men Nora kender ikke den fælde et lukket sexmiljø fra to sovekamre kan medføre – når billeder sendes til de andre jurastuderende, og hun mærker på kroppen den totale latterliggørelse og et manglende mod. Hun får så en stilling som boligsælger for Camille – og skal vise sit værd ud af til – det hun ikke selv kan ind af til. Og hun bliver så også grebet af Camilles legen med andres begær – for dog til sidst at sige til ham – at nu må han intet gøre – nu vil hun røre ham. For følelsesmæssigt at blive mere udadvendt. For til sidst at erkende: Jeg er kedelig.
På et tidspunkt får vi lidt mere menneske af den taiwanesiske Emilie ind i hendes liv, da hun bliver opfordret til at besøge bedstemoren, der har Alzheimer på et plejehjem – og hendes hjem er en tilbagevenden i fortiden i begges liv – og langt fra hendes egen verden, som mest ses gennem en telefon og hurtige udskejelser på det seksuelle område uden at skulle vise skyldfølelser.
Filmens meget smukke billeder af livet i Paris var det jeg holdt mest af, men jeg savner at få de historier om de tre hovedpersoners baggrund, og hvorfor de er blevet så ensomme. Selv rulleteksterne er med nærmest telefonagtige lyde. Jeg mangler den menneskelige indsigt, som Jacques Audiard viste i en af det 21. århundrede bedste film Profeten, 2009 – en slags Godfather i Paris med en mafiatilstand i fængslet og korruptionen i dommerstanden. En slående kritik.
Den nye film viser mest det indadvendte.
