Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Leviathan er navnet på et bibelsk kaos-uhyre, det havuhyre som Jahve i tidernes morgen bekæmpede. Leviathan er også titlen på den engelske filosof Thomas Hobbes politiske hovedværk, hvor staten betegnes sådan. Staten sørger for en vis orden i samfundet, men det er på bekostning af borgernes frihed.
Det er med andre ord ikke svært at få øje på billedet af staten som et uhyre der sluger, fortærer, udsletter den enkelte. Og det er også sådan titlen skal forstås i det suveræne russiske værk af instruktøren Andrej Zvjagintsev. Hvis man så også kalder den russiske stat ved rette navn, nemlig Putin skal man ikke mange minutter ind i filmen, førend man bliver klar over den grundlæggende statsanklagende tone i fortællingen.
Handlingen finder sted på den russiske Kola-halvøen. Her i en lille kystby bor Kolya med sin kone og sin teenage-søn fra første ægteskab. Huset de bor i har Kolya selv bygget. Udsigten fra det er pragtfuld. Men nu har borgmesteren sat sig for at opkøbe det, ekspropriere det og rive det ned. Hvad grunden skal bruges til får vi aldrig at vide, men borgmesteren har nogen i telefonen der skynder på projektet. Kolya har lagt sat an mod staten og får hjælp til rettergangen af en advokatven fra Moskva. Det er dog nytteløst.
Instruktøren Andres Zvjagintsev lægger ikke fingrene imellem, når han beskriver borgerens møde med systemet, med staten. Staten i skikkelse af byretten, borgmesteren og politiet er korrupt. Og endda med kirkens velsignelse, helt bogstaveligt. Og når man tænker på det putinske korrupte Rusland som vi næsten dagligt hører om, er det mest positive man kan sige om det system i denne her sammenhæng, at det har ladet denne film passere censuren.
Instruktøren opruller et vældigt drama der så at sige udsletter den lille familie. De personlige omkostninger ved mødet med systemet er enorme og bliver ikke mindre af, at de drømme, længsler og den kærlighed den enkelte har ikke er en styrke men den store svaghed der gør kampen umulig at vinde. Instruktøren fortæller således både om den fælles kamp men lader os også overvære den enkeltes egen eksistenskamp synlig eller ej for de andre i det store landskab.
Dramaet oprulles i en tone der veksler mellem krads realisme, sort satire og en stærk lyrisk tone som ikke mindst det enestående landskab bibringer. Med fuldt overlæg betoner instruktøren på den ene side den vældige forsonende kraft landskabet indeholder, men lader også tragedien forsvinde foran vores øjne; staten bliver en ”naturkraft”, symboliseret ved det vældige hvalskelet på stranden, der sletter alle menneskelige spor.
Det er mesterligt gjort af Zvjagintsev at udfolde sådanne tre tonespor overbevisende endda nogen gange i samme scene. Måske er det den slaviske tone der skal til for at overleve stater der er diktaturer. Filmen overbeviser en om, at det ikke kun er i film som denne men også i virkeligheden at der fortælles og kæmpes med stor kraft.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Mis. Label.
