Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
En israelsk kampvogn beordres ind i Libanon under Israels invasion i 1982. Inde i vognen er 4 unge soldater med ringe kamperfaring. Kampvognen skal yde støtte til soldaterne foran dem. Men soldater og kampvogn tager den forkerte retning. Og da natten falder på bliver soldater og kampvogn væk fra hinanden…
Den israelske instruktør Samuel Maoz oplevede selv som 20-årig soldat invasionen indefra en kampvogn. Oplevelserne er omsat til en klaustrofobisk fortælling om at være spærret inde i krigens væsen, så at sige. Vi kender fortælleteknikken fra Wolfgang Petersens forbilledlige ”Das Boot” (1981). Verden udenfor ses gennem et sigtekorn og indenfor er mørkt, varmt, fugtigt og beskidt af røg, olie, sved, pis og blod. Mændene er tæt på hinanden og må dele uvished, angst og beslutninger på liv og død for dem selv og de andre udenfor.
Vi ser konsekvent krigen gennem skyttens sigte inde fra kampvognen. Vi iagttager uhyrlighederne; ødelæggelserne, mishandlingerne, barbariet, de dræbte. Det er foruroligende ubehageligt som tilskuer at blive den med fingeren på aftrækkeren. Det er et virkningsfuldt fortælletræk, men også en anklage, der er næsten ubærlig når ofrene ser lige ind i sigtet, ser os i øjnene.
Filmen veksler virtuost mellem de grynede, farvede billeder gennem sigtet, der kan zoome ind på detaljer, som vi helst er foruden og dog må se i vores nyfigenhed og fordi vi sidder med livet i hænderne, og nærbillederne inde fra vognen. Nærbillederne indefra er en montage af hærgede, angste ansigter, osen når vognen startes og når der skydes, af fugt og olie der driver ned af vægge og instrumenter, og af fingre der famler febrilsk med instrumenterne.
Scoren af Benoît Delbecq og Nicolas Becker er næsten uhørlig. Kun minimale toner slås an – lige akkurat det der skal til for at forstærke den klaustrofobiske virkning betydeligt. På samme måde med lydene i og omkring kampvognen. Krigens frygtelige stilhed er hele tiden til stede, såvel som dens frygtelige larm. I det hele taget er filmen fortalt minimalistisk. Filmens strenge form står i grel og virkningsfuld modsætning til krigens kaos. Vi er heldigvis langt fra Hollywoods storladne, vulgære armbevægelser.
At vi har med en israelsk kampvogn på vej ind i libanesisk fjendeland i 1982 at gøre er for så vidt ligegyldigt. Filmen er nemlig først og fremmest en antikrigsfilm, der på forbilledlig vis beskriver hvordan al fornuft og følelse bombes godt og grundigt ud af sine aktører. Der er kun ofre i og udenfor tanken. Det er derfor svært at ånde lettet op, da luften endelig lukkes ind i tanken.
Eneste indvending herfra skal være den, at filmen har tendens til episodeopbygning på bekostning af fortællingen.
Det kan være svært at få øje på fremskridt i den såkaldte fredsproces Israel og Palæstina imellem. Denne israelske lille store film udgør trods alt et håb.
Der er intet ekstramateriale på DVD-en.
PAN Vision.
