Skriv en kommentar
Full disclosure: Jeg var til forpremiere på A Star is Born, den inderligt smukke og meget triste kærlighedsfilm med Bradley Cooper og Lady Gaga, tolv timer inden pressevisningen af Life Itself, så jeg var allerede godt sårbar, da jeg satte mig til rette med, hvad jeg troede, var to behagelige timer i Oscar Isaacs selskab. Forkert antagelse: jeg skulle tage stilling til den ene tragedie efter den anden.
Forudsigelige uforudsigeligheder
Dan Fogelman elsker twists:
I komedien Crazy, Stupid, Love (2011) viser det sig, at det er Steve Carells datter, som lady killeren, Ryan Gosling har forelsket sig i, mens han lærte ham sine slibrige scoretricks, og i serien, This is Us, finder vi i slutningen af første episode ud af, at to af dem, vi følger, faktisk er forældrene til de resterende tre hovedpersoner. Wow! Chock! Hjertebanken!
Fint nok.
Nu har Fogelman skrevet og instrueret Life Itself, og selvfølgelig skal vi også overraskes denne gang. Vi møder Abby (Olivia Wilde) og Will (Oscar Isaac), mens de venter deres førstefødte, og vi ser flashbacks til deres tid sammen på universitetet, hvor Abby spørger Will, om han mon nogensinde har tænkt sig at invitere hende ud. Men så sker noget ”uventet”, og vi skifter fokus; den romantiske fortælling, vi var ved at finde os til rette med, er slut, og vi nu er publikum til pigen, Dylans historie. Ja, altså lige indtil filmen igen skifter fokus, og vi pludselig befinder os i Spanien hos en plantagearbejder.
Vent, hvad?
Skiftene kommer pludseligt og udfordrer intentionelt vores forventninger, men kender man Fogelmans arbejde, kommer man let til at sidde og vente og forvente, hvilket gør chokmomenterne forudsigelige i deres uforudsigelighed, men ikke desto mindre mindre random. De tre historier er dog ikke uden sammenhæng, og efter publikums følelser er hevet godt rundt i manegen, står det klart hvordan, og alt giver pludselig mening! Eller noget.
Kan folk ikke holde op med at fise den af midt ude på trafikerede veje hele tiden?
Hvis Fogelmans mål er at gøre seeren trist igen og igen og igen, virker det, men er filmen vellykket bare fordi, den rammer en, hvor det gør ondt? Jeg holdt af filmens hovedpersoner så ros for det, men netop derfor fremstår det manipulerende at bringe dem (og dermed mig) så meget ulykke. Det er udnyttelse.
Hvis skiftene mellem filmens historier skal fungere, skal sammenhængen være overbevisende. Men det er den ikke. Den er nærmest… barnlig? Urealistisk?
Samtidig er moralen -- at der altid er kærlighed at finde, hvis bare man går langt nok tilbage -- virkeligt trist, hvis den skal ske på bekostning af så mange tårer, som falder i Life Itself .
Nej. Hvis du vil se en rigtig flot, trist film, som sidder i kroppen flere dage efter, så spar pengene her og vent et par uger til A Star is Born har premiere.
