Skriv en kommentar
Slutbilledet i ’Lige pludselig’ viser en vej, der suser under kameraet. Midterlinierne på asfalten drøner forbi linsen. Noget eller nogen flytter sig eller forandrer sig. Slutbilledets simple symbolik favner hele den argentinske films tema: Mennesker, der forandrer sig.
Forandringernes udgangspunkt foregår i Buenos Aires, hvor den mutte og frygtsomme tyksak Marcia (Tatiana Saphir) arbejder i et lingeri. Vi følger omstendigt hendes trivielle dag fra hun sidder i toget om morgenen, til hun ser fjernsyn om aftenen. På et tidspunkt underholder Marcia og hendes kollega sig med at læse dagens horoskoper, og her får Marcia det stærkt signalværdige profeti: Alt kan ske.
Og det sker så. Marcia bliver mere eller mindre frivilligt kidnappet af to piger, den smukke og impulsive Mao (Carla Crespo) og den drengede og hårdkogte Lenin (Veronica Hassan). Kidnapningen skyldes, at Mao føler sig voldsomt seksuelt tiltrukket af Marcia – en tiltrækning, Mao i al sin umiddelbarhed betegner som kærlighed ved første blik. Men Marcia afviser med begrundelsen, at hun ikke er lesbisk.
Alligevel tvinger de hende med ud på deres omstrejfende og indholdsløse færd. De to karakterer Moa og Lenin minder derfor en del om personer taget ud af en roman af Sartre eller Camus. Personer, der ikke tager ansvar for egne eller andres handlinger. Marcia er som hæmmet og spontanitetsløst individ et ligeså frustrerende bekendtskab.
Skildringen af de tre personers føjten omkring tager desværre for lang tid. Funktionen af deres oplevelser bliver kun at påpege de karakter- og værdiforskelle, der hersker mellem Mao og Lenin på den ene side og Marcia på den anden. Derfor fremstår denne del af filmen delvis kalkuleret på grund af dens overflødige scener.
Det kalkulerede element forsvinder heldigvis, da de tre unge kvinder når Lenins tantes hus i Rosario. For fra dette punkt i filmen sætter handlingen endelig i gang – forandringerne begynder. Og det hjælper på skildringens autenticitet, at karaktererne klamrer sig til deres hidtidige identitet.
Så ligesom filmen begyndte at virke kold og afvisende med sine grumsede sorthvide billeder, stillestående kamera, hårde klipning og yderst sparsomme dialog, trænger historien ind under huden, fordi personerne begynder at blomstre til hele karakterer - godt hjulpet på vej af mødet med tantens hus og dets beboere. Der bliver ikke ændret på den filmisk kolde stil, ligesom scener med smilende mennesker let lader sig tælle, men på magisk vis lykkes det for instruktøren Diego Lerman at blæse varme ind i sin film.
Derfor lykkes ’Lige Pludselig’ også. Midt i det lidt påtagede og prætentiøse billedsprog og ditto handling får Diego Lerman filmen til at lyse op med karakterernes udvikling og en større konsekvens i filmens forløb. Tidligere i filmen blev tempoet skæmmet af mislykkede temposkift og løsagtig omgang med fortællingens retning. ’Lige pludselig’ ebber klogt ud i et behageligt stille tempo med en antydning af temposkift i det velvalgte slutklip.
