Skriv en kommentar
Der er skruet godt op for farveladen i denne overbæring af eventyret om Snehvide.
Det slås an at kongeriget, styret af den onde og overforfængelige dronning (Julia Roberts), lider under høje skatter og sult. Efter den gamle konge forsvinder, snyder hun sig til magten og sørger hurtigt for at hendes smukke og mest oplagte kombetant, Snehvide (Lily Collins), bortføres og efterlades til dragen i det mørke skovbælte, der omgiver slottet. Snehvide reddes dog af en bande bestående af dværge, og sammen med en smuk Prins (Armie Hamer), planlægger de at generobre tronen, besejre dronningen og tage alt det tilbage, der retmæssigt tilhører dem og Snehvide.
Lille spejl på væggen der er en flødeskumskringle af en film; koloreret og dekadent i sit udtryk, farvemættede og prestigiøse kostymer og kulisser, der ikke låner så lidt fra den indisk fødte instruktør Tarsem Singhs forgående film, herunder især den episke The Fall. Men ligeså let flødeskum kan føles, ligeså fad bliver eftersmagen, når kringlen er spist og sukkeret danser videre på tungen.
Eventyret kan i sin klicheprægede og naive struktur, sit sort/ hvide fjendebillede og forudsigelige slutning, virke en kende anakronistisk, men eventyret om Snehvide byder også på undergående tematikker, der kan overføres til en mere moderne virkelighed; Snehvides latente seksualitet, der i denne film ligger gemt under det ellers børnevenlige slør og synliggøres i den uforbeholdne kærlighed til prinsen, via falliske referencer, som sværd og kårde, det nærmest ødipalske forhold til dværgene og den kødlige tiltrækning versus den sjælelige. Der er også dronningens forfængelighed, hendes faustiske salg af godhed til fordel for en yngre krop - noget der kan minde om nutidens narcissisme, der ofte fører til plastisk forskønnelse i forhindringen af alderdommens rynker og revner. Alt dette medtager det oprindelige eventyr om Snehvide, men filmen vælger at behandle emnerne perifert og bliver netop det ønskede produkt - en overfladisk, men visuelt formidabel og storskrydende opdatering af et gammelt eventyr. Det er en stiløvelse udi dårlig smag med dertilhørende bollywood-sang og danseoptrin til slut samt en ligegyldig opfølgning af dværgenes videre erhverv.
Og således bliver Lille spejl på væggen der alt, alt for meget, en overgearet pastiche med dårligt skrevne replikker, sukkersødt skuespil af de ellers kompetente og MTV-perfekte stjernefrø Armie Hammer og (bedårende) Lily Collins. Filmen er eftersynkroniseret med danske stemmer, hvilket altid minder undertegnet ufrivilligt om tysk reklamefilm for kinderæg, i håbet om at ramme en mere barnlig målgruppe, men den rammer egentlig bedre de “Twilight-vilde” pre-teenagere, hvis problemer med lethed kan overføres til Snehvides hormonstyrede prinsesse. Filmen er en rigtig prinsessedrøm med spektakulære kostumer, en glitterik smørhår af en prins og en vagevåd slutning - den følger den vanlige eventyrformel perfekt, men virker alligevel ujævn og uvedkommende i både sin behandling af eventyrets dybereliggende alvor og mørke. Jeg glæder mig nu mere til den næste Snehvide-film (Snow White and the Huntsman), der eftersigende udfylder denne films mest oplagte mangler, og krydrer sødmen med lidt mere grusomhed og ondskab.
Men så igen skal man jo huske på, at dette blot er et eventyr. Og man må under alle omstændigheder overgive sig til filmens kunstlede interiør samt kostumernes coleur, der er flotte, men også virker forlorne - som efter man har spist for meget kage.
