Skriv en kommentar
Dokumentarfilm er nu engang en sær størrelse. De fleste oplyser om verdenens mange store problemer, og beriger os med en masse fakta, vi er mere eller mindre uvidende omkring. Men engang imellem dukker en dokumentarfilm som ”Lille Voksen” også op, som blot fortæller os en lille historie, i dette tilfælde om en 14-årig pige, der må tage rollen som far i familien, da en skilsmisse gør, at han ikke længere er der for sine børn. En sådan lille fortælling om en såkaldt lille voksen kan meget nemt falde igennem, da den i dokumentarfilmsregi nemt kan opfattes som tomme kalorier, men hvor ”Lille Voksen” måske ikke kan berige sit publikum med fakta om vores civilisations problemer, kan den berige det med livsglæde. Fortællingen om Xenia er nemlig rørende og præcis fortalt, og hvis man efterlades med en følelse af, at man gerne vil se meget mere, må filmen da bestemt gøre et eller andet rigtigt.
”Lille Voksen” er en ud af syv dokumentarfilm der skildrer livet som teenager i dag. Filmen blev vist ved årets Buster festival, hvor den vandt Buster 2008 (den har også vundet en Robert for årets kortfilm) og her er chancen for at se eller gense den. Med en spilletid på kun 39 minutter når filmen aldrig et kedeligt øjeblik, selvom starten måske virker mindre lovende, end slutresultatet ender med at blive. Dog bliver man sat godt ind i familiens hverdag og ikke mindst Xenias tanker. Xenia er med en ufattelig hast blevet voksen, og med et efterskoleophold i vente, er hun nødt til, at falde ned på de jævnaldrenes plan igen. Der er en enorm problematik i at børn i den vestlige verden, ikke får lov til at være børn i hele deres barndom, og når man pludselig står med en, der har været nødsaget til ligeså at springe teenageårene over, hjælper det ikke ligefrem på det. Dog bliver denne problematik sammenlagt med Xenias mangel på omgangskreds og forståelse for den, ikke skildret så åbenlyst dybt, at børn ikke kan følge med. Filmen kan sagtens ses som let underholdning, men går man i dybden med materialet, er alt fra kameravinklerne til scenernes længde nærmest velovervejet symbolik, som danner ramme om en usentimental film, der tager sit publikum ind og med på en rejse igennem et ukendt univers af glæde.
Instruktørerne Anders Gustafsson og Patrik Book er derfor oplagte navne at holde øje med i fremtiden. Deres vision og skildring af Xenias liv og problematikker hæver filmens umiddelbart ligegyldige niveau til noget ekstraordinært. Man kan måske blive efterladt med en umådelig trang til, at ville se mere til historien, og endda håbe på en evt. fortsættelse, men som helhed er det en yderst velfungerende og velovervejet film vi har med at gøre her.
