Skriv en kommentar
Lion er den sande historie om den indisk-fødte Saroo Brierley, der som 5-årig bliver væk fra sin familie og som voksen forsøger at relokalisere sit hjem ved hjælp af Google Earth.
At kalde filmen en magtdemonstration af den australske instruktør Garth Davis' filmiske kunnen er en underdrivelse. Med Lion skriver han nemlig sin første spillefilm på CV'et. Den har høstet nomineringer til intet mindre end seks Oscar-statuetter, blandt andet for manuskriptet adapteret fra Brierlys erindringsbog A Long Way Home (2014) og for Dev Patels og Nicole Kidmans birollepræstationer.
Lion er opdelt i to – i første halvdel følger vi Saroo som dreng (Sunny Pawar) og i anden halvdel som voksen (Dev Patel). Med Slumdog Millionaire i baghovedet fornemmer man, at Patel muligvis er blevet typecastet til denne rolle, men Patel formår heldigvis lynhurtigt at løsrive sig fra sin filmfortid og skildre Saroos identitetsjagt og splittelse mellem to verdener bragende flot.
Mælketænderne er fortsat synlige på den purunge Sunny Pawar, der spiller Saroo som dreng. Hvad hans præstation og mørke bambiøjne angår, kan publikum godt forberede sig på en god omgang cuteness overload. Om end Patels bud på en voksen udgave af Saroo er formidabel, var det Pawars Saroo, der i en handlingsmæssigt ekstremt spændende første halvdel, stjal denne anmelders hjerte.
Der er noget skønt over den uvidenhed om verden, Saroo tager med sig på sit ufrivillige eventyr til en storby 1600 kilometer væk fra hjem. Det sted, Saroo kommer fra, minder om et landbrugssamfund, hvorfor hans ophav står i kontrast til storbyen. Når Saroo i forsøget på at finde hjem fortæller nogle mennesker, at hans mor arbejder som stenflytter, responderes der konsekvent med et halvlidende, skeptisk suk. Naiviteten og uskylden i Saroos øjne, der altid taler helt naturligt for sig selv, vidner om, at han simpelthen ikke er klar over, at der findes et klassehierarki – og at han tilhører underklassen. Pointen er, at Saroo alligevel er lykkelig, men at de privilegier, han snart kommer til at opleve som adoptivbarn i Australien, udfordrer hans syn på verden.
Saroo oplever nemlig en overflod af materialitet hos sin adoptivfamilie i Australien. Heldigvis ønsker filmen ikke at skildre det sort på hvidt, hvem de gode og de onde er; et faktum, der understreges af de karakterer, der hjælper og støtter Saroo, herunder kæresten Lucy (Rooney Mara), men især Nicole Kidman i rollen som Saroos betingelsesløst hengivende adoptivmor, Sue.
Især den Oscar-nominerede cinematografi fungerer som en kommentar til temaet og Saroos spirituelle identitetsjagt. Google Earth udnyttes nemlig som et cinematografisk tema, hvorfor de fleste skud er taget oppefra. Det er guf for øjnene, når vi som tilskuere observerer Saroo løbe målrettet igennem sit barndomsnabolags labyrintiske gader; gader, han som voksen agter at finde igen.
Det synes - lidt ærgerligt - at være en tilfældighed, der giver Saroo blod på tanden i forhold til at finde sine indiske rødder efter hele 20 år i Australien. Fordi rejsen til ophavet sker igennem et computerprogram, har man forsøgt at tilføre den en dosis ekstra drama igennem en spirituel dimension. Alligevel kæmper filmen fortsat med det faktum, at den emotionelle oplevelse, det er for Saroo at opspore sin familie, kobles til et computerprogram ved navn Google Earth. Det er der altså ikke nok drama, og det må have været svært for Patel at skildre Saroos emotionelle udvikling i den sammenhæng.
Lion piller ved den grundlæggende kendsgerning, at vi mennesker har behov for at kende vores hjem. I kraft af Pawar og Patels perfekte portrætteringer af Saroo etableres der lynhurtigt et identifikationsmæssigt stærkt bånd til publikum, og det er mildest talt umuligt at forlade biografsalens mørke med et øje tørt.
Selvom det er fristende at tildele Lion en stjerne for hver af sine seks Oscar-nomineringer, kryber den sig i denne omgang kun op på fem meget store og funklende stjerner.
