Skriv en kommentar
Alice (Emily Beecham) er alenemor og dedikeret seniorforsker på et plantelaboratorium. Hun arbejder på at skabe en helt ny stamme af røde, smukke blomster, hvis duft kan gøre deres ejere lykkelige og kurere depression. Det er revolutionerende forskning, som fylder hele hendes tilværelse, hvor dårlig samvittighed over at ikke række til som mor for teenagesønnen Joe (Kit Connor), blander sig med ønsket om at blive klar med den revolutionerende plante i tid til årets store internationale plantemesse.
For at komme først på markedet med udviklingen tager de et par tilsyneladende harmløse chancer, og planten trives over alt forventning. I begejstring smugler Alice en plante med hjem til Joe, stik imod alle reglementer, og de døber den sammen Little Joe. Men langsomt begynder Joe at ændre sig, og hvor der før var nærhed og gensidig symbiose, er nu næsten umærkelig afstand og fordrejede relationer. Alice er i syv sind og kan ikke tro, at den blomst, som hun selv har været med til at skabe, måske ikke er så harmløs, som den er udviklet til at være.
Little Joe vakte opsigt på Cannes filmfestival i 2019, hvor Emily Beecham vandt prisen for bedste skuespillerinde, og instruktøren Jessica Hausner blev nomineret til Guldpalmen. Den er et bemærkelsesværdigt genremiks af både gys, drama, fantasi og sci-fi, der leder tankerne hen på kultklassikeren Little Shop of Horrors fra 1966 og Body Snatchers fra 1956. Uden dog at helt ligne nogen af dem.
Et væld af temaer fletter sig elegant ind og ud af hinanden, imens æstetikken gør stemningen både abstrakt og kunstig. Der søges en dualitet, der stiller spørgsmål ved, hvad der er virkeligt. Imens udforskes medaljens bagside i de udviskede og knagende rammer, hvor både forældreskyld, samfundskritik og spørgsmål om hvad der er normalt eller kan afskrives som sindssygdom, berøres. Mest presserende bliver spørgsmålet om, hvad prisen er for en ukritisk flokmentalitet, hvor alle forsøger at passe ind og lade som om også de er ’inficerede’ for at virke ’normale’.
Lydsporet i filmen har en rolle i sig selv – det er næsten fysisk ubehageligt at høre dents skingre hyletone og astmatiske hvæs undervejs, afbrudt af blomsterkronerne der lydligt åbner sig ved aftenstid, blomsterstrå for blomsterstrå, ulideligt langsomt, mens man som tilskuer afventer blomstens pollen. Uden lyden ville det være en markant anderledes film, hvilket gør lydsporet til en utroligt interessant oplevelse, da det primært er lyden, der står for at opbygge suspense - smukt indrammet af den lige så markante brug af farver.
Effekten bliver en følelse af at selve rammen rundt om filmens univers knager – ligesom opfattelsen af hvad der er virkeligt begynder at knage mere og mere jo længere vi kommer i filmen. Dens tvetydige fortolkningsmuligheder udfolder sig, uden dog at tage patent på hvilken vi som tilskuer skal vælge. Man kan derfor som tilskuer stille spørgsmål ved karakterernes integritet og tillade sig at ikke nødvendigvis bryde sig om dem, uden at det går ud over engagementet i filmen. Hvilket er bemærkelsesværdigt, da det at miste tillid til karaktererne i en film sædvanligvis gør at man ’står af’ fortællingen. Men her bliver effekten snarere nysgerrighed over, hvad der ligger bag det hele og hvilken medfortællende rolle set-up, lyd og farver har.
Little Joe er bestemt ikke en film for alle, dens lydspor alene placerer den langt fra strømmen af mainstream, men dens særprægede brug af netop lyd og billedside, der fortælleteknisk spiller med i filmen som karakterer i sig selv, er fascinerende og velkomponeret – og er man ikke skræmt væk endnu, er det en film der vil kunne tåle et gensyn for at få alle lag og detaljer med.
Trailer:
