”Little Manhattan” er en charmerende lille film om kærlighedens store kraft på godt og ondt, fortalt fra den første forelskelses ømme og uskyldige blik.
Gabe (Josh Hutcherson) og Rosemary (Charlie Ray) har kendt hinanden og været venner siden de var helt små, men nu er de 11 år, hvor piger mest af alt bare er underlige og drenge er håbløst umodne. Da de en dag står over for hinanden i en karatelektion ser de pludselighinanden i et helt andet lys. Pludselig kan kan Gabe næsten ikke få vejret, og i tiden, der følger, får han hjertebanken bare han tænker på Rosemary. Hun har det på samme måde, og sammen tilbringer de en fantastisk sommer, hvor uskyldens sidste trin udforsker den første, magiske og altoverskyggende kærlighed.
Med gode skuespillere som Bradley Whitford (”The West Wing”) og Cynthia Nixom (”Sex and The City”) i voksen-rollerne og en charmetrold i hovedrollen er ”Little Manhattan” et behageligt bekendtskab, men usædvanligt nok for en familiefilm udviser den også visuel kreativitet i form af Gabes mere eller mindre spøjse fantasier i stil med de pudsige påfund man så i tv-serien ”Ally”. I sin stil og tone og valg af miljø minder den da også mere om nyere Østkyst-serier så som førnævnte og ”Sex and The City” end den minder om de fleste andre amerikanske film idag. Eller måske er det bare den særlige New York-stemning, der skinner igennem. I og for sig lægger den sig tematisk op af Skandinaviens mange børne- og ungdomsfilm, specielt Søren Kragh-Jakobsens tidlige film og et mesterværk som ”Mit liv som hund”, dog vel at mærke uden at nå disse film til sokkeholderne.
Men dette fratager ikke ”Little Manhattan” fra at være en af de bedste amerikanske familiefilm, jeg personligt har set. Charmerende som bare pokker leverer den i sin feel-good indpakning romantik i børnehøjde uden at være påklistret, og det lykkes faktisk at lægge temmelig store ord i munden på en 11-årig, uden at det virker søgt eller forlorent. I sin kære, lidt naive søgen efter svar på livets store spørgsmål og dens ligefremme glæde for byen New York slægter den delvist ligefrem også Woody Allens film på.
Billede og lyd:
Engelsk og ungarsk i Dolby Digital 5.1
Engelsk i DTS 5.1
16:9 Anamorphic Widescreen 2.35:1
Ekstramateriale:
Audio kommentar med instruktøren og manuskriptforfatteren
Helmet interview
Sheep meadow segment
From scout to screen
Slettede scener med kommentarer
Biograftrailer
Glædeligt nok i denne gang ekstramateriale finder man ikke de utålelige interviews med cast og crew, der roser hinanden til skyerne, som ellers ofte er sædvane ved specielt amerikanske film. Istedet får man et glimrende standard kommentarspor med folkene bag filmen ægteparret Jennifer Falckett og Mark Levin, samt diverse slettede scener med valgfrie kommentarspor. Desuden er der featuren ”Helmet interview” med et interview af filmskaberne omkring en pudsig kontrovers vedrørende om hovedpersonen burde have hjelm på, mens han kørte på løbehjul i New Yorks gader; samt de to featurer ”Sheep meadow segment” og ”From scout to screen”, der går nærmere bag filmen, og hvor man for eksempel følger filmskaberne på locationjagt i Central Park. Ekstramaterialet er lidt for gentagende i sin struktur, for at komme helt op at ringe, men altså udmærket for en film af denne størrelse.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
SF/Fox.