Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
I den kinesiske film anbringes den fireårige Quiang (Dong Bowen) på et børnehjem/kost-børnehave i et post 1949 Beijing. I modsætning til de andre børn har han meget svært ved at indordne sig de fælles regler: Han tisser i sengen – også en andens; han har svært ved at tage sit tøj på; han leger de forkerte steder; rejser sig op, når børnene skal sidde ned, eller sidder ”det forkerte sted”, skider ikke, når der skal skides, og så svarer han igen! Resultatet er, at han aldrig opnår, de små røde blomster som børnene belønnes med, hvis de overholder reglerne. Hans reaktion er ikke at prøve endnu hårdere, heller ikke at trække sig ind i sig selv, men at være ”fræk” og ”destruktiv”, kulminerende med at han bilder de andre børn ind, at lærerinden er et uhyre, der spiser børn – hvad hun jo faktisk er. Men som en af ”pædagogerne” siger det: ”Hvis du bliver sådan ved, ender du som kriminel!”.
Instruktøren Yuan Zhangs film er meget afdæmpet. Man møder ikke, som så ofte i vestlige film der skal beskrive umenneskeligt skoleliv (fx vores egen seneste ”Drømmen”), egentlig mishandling og nedværdigende behandling af eleverne, gerne begået af sadistiske lærere. Så meget mere tankevækkende er det vi møder her; nemlig smilende, ja endog venlig, men gennemkontrolleret disciplinering af eleverne; her omsættes ”det faktum” at samfundet ikke kan fungere ved individualister, i en konsekvent ”fornuftig” ensretning til massen. En helt speciel pointe er der i, hvad der ensrettes inden for; nemlig i det basale: At sove, spise og skide. Her er filmen nærmest kongenial; det er ikke kongerækker eller al mulig anden ”nyttig” lærdom her terpes, men simpel væren! Disciplineringen griber konsekvent ind til benet, og det er ikke svært at forestille sig, hvor fatalt præget resten af tilværelsen, den kinesiske, må være fra da af.
Filmens afdæmpede stil – ”her mishandles ingen” – der understøttes af den meget harmonisk komponerede og farvemættede billedside af fotografen Yang Tao, og den alt for vestlige, fade score ved den italienske komponist Carlo Crivelli, truer med at tage brodden af den fatale fortælling. Det gælder med andre ord om at følge godt med og forstå tragikken på trods af smilene og den gæve hovedperson.
Filmen er skabt i et kinesisk samfund, der er i en rivende vestlig orienteret udvikling. Ikke desto mindre er det svært ikke at se filmen som en aktuel kommentar til Kina idag; et Kina der akkurat bygger på barneårenes/fortidens ”progressive”/revolutionære disciplinering - man kan jo sige meget/få lov at sige meget om i dag, blot man gør det i historiske gevandter. Måske derfor er slutningen også så fatal (og de der skal have mere blod og tåre vil sikkert sige dobbeltbunden). Under alle omstændigheder er den totale isolation fra de andre, som den fireårige dreng oplever til sidst måske meget mere kold og ubarmhjertig i al sin afdæmpethed, end vi tør se i øjnene. Det er svært at få øje på barnets fremtid.
Det er åbenlyst, at filmen kun kan fungere med en overbevisende hovedperson, en lille dreng med stor udstråling – og det er og har Dong Bowen! Det er vel ikke mindst pga. hans præstation, at filmen vandt C.I.C.A.E. Award ved Berlin Festivalen 2006.
DVD-ens ekstramateriale består af en behind-the-scenes-featurette. Det er ikke alverden, man får at vide om tankerne bag filmen, men det gør indtryk at følge instruktionen af alle de medvirkende børn – og at de faktisk længes næsten ligeså meget efter deres forældre som i filmen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Sandrew Metronome.
