Skriv en kommentar
Da jeg så der var lavet en dokumentarfilm om den store rocklegende i filmen Little Richard: I Am Everything glædede jeg mig til at se, hvad der var kommet på lærredet om Richard Wayne Penniman, som blev født i Macon, Georgia i stærke religiøse omgivelser og en mor, der vaskede tøj og fødte tolv børn. Filmen er bygget kronologisk op med optagelser fra livet i Sydstaterne i 1930´erne – og hans nutidige kommentar om hurtigt at blive klar over, at han var homoseksuel: Det er som at tale om luften og himlen. Jeg er befrieren.
Vi følger med i hans store optrædener iklædt de mest flagrende blå eller røde eller hvide klædedragter med frynser – også med hans varemærke med at stå på flyglet eller benene liggende og vridende på klavertasterne. Og det fremhæves flere gange, at han var den første igangsætter – men han tjente kun 1/10 af det Elvis Presley fik for at indspille ”Tutti-Frutti” - og han siger lidt i sjov, at han var nødt til at indspille en sang så hurtigt, at Pat Boone ikke kunne bruge den.
Vi får en glimrende gennemgang af hele hans livsforløb, og udtalelser af de store rockikoner som Mick Jagger og Paul McCartney m.fl. – der alle siger, at Little Richard er den første, største og revolutionærende skaber af den moderne rockmusik. Den viser også hans manglende egenskaber for ”at sælge sig selv” – da andre scorer kassen på hans melodier. Vi hører om de største ”Good Golly Miss Molly (som The Swinging Blue Jeans gjorde kendt), Long Tall Sally (som The Beatles gjorde verdensberømt) og mange flere. Der er flere poetiske flotte udtalelser, som bare er Little Richard: Livet findes ikke i modsætninger. Livet findes i nuancer, i grader, i spektre.
Filmen har alt for mange gentagelser om hans liv som homoseksuel og forholdet til Gud – kun iført i forskellige farvede flamboyante skjorter. Og det irriterer mig, når en dokumentarfilm skal have 23 klip på 60 sekunder. Jeg når slet ikke at tænke over hans tanker, fordi der er så mange usammenhængende skift – og filmens for mange: ”Mine venner tjente kassen, og jeg er stadig fattig”.
Dokumentaren giver et udmærket indtryk af hele den vestlige verdens forløjede musikindustri, som vi også så det i filmen af Baz Luhrmans spillefilm fra 2022 om Elvis Presley og manager Tom Parkers udnyttelse. Men se filmen alligevel som et historisk rockmusikeksempel om en sommerfugl, der aldrig kunne knækkes på noget hjul.
