Skriv en kommentar
En mystisk kærlighed
Jeg har tit tænkt på det mystiske i, at filmen fra 1966 på fransk og på engelsk hedder En mand og en kvinde - mens den på dansk kom til at hedde Manden og kvinden - som for mig bliver meget mere begrænset. Den sensuelle film fra 1966 fører os ind i et intenst kærlighedsdrama med en enkel historie, hvor racerkører Jean-Louis Duroe (Jean-Louis Trintignant) bliver ramt af Anne Gauthiers øjne (Anouk Aimée), og kører over for rødt lys 18 gange for hurtigt at møde hendes blide hånd – efter at hun som enke i et telegram havde skrevet Jeg elsker dig. Det er en af de mest hjerteskærende bilkørsler jeg har oplevet, da vi som publikum i den nye version i 6-8 minutter næsten sidder på køleren i sort/hvide billeder en tidlig morgen gennem Paris´ gader, og venter på mødet mellem elskende, og bliver fulgt på vej til den uforglemmelige musik af Francis Lai. Men vil Anne give efter og slippe kærligheden til sin afdøde mand, mens hun lytter til sangen: ”Solen er så varm, men der er hele tiden en skygge?”
Hvad er erindring og hvad husker vi?
Nu har vi fået fortsættelsen, og filmen starter med et citat af Victor Hugo: ”De bedste år i et liv er dem, vi endnu ikke har levet.”
Vi befinder os på et plejehjem, hvor plejehjemslederen skal aktivere beboere med mange spørgsmål: Hvornår døde De Gaulle? Hvornår blev Mitterand valgt til præsident? Hvornår var angreb World Trade Center? Og alle råber grinende i kor med de rigtige svar – og vi kommer tættere på den tavse Jean-Louis Duroe (Igen den nu 88-årige Trintignant), som sidder bagerst i kørestol med en hat, og kigger væk og ned af sig selv. Nu har sønnen fundet Anne Gauthiers (Igen spillet af den 86-årige Anouk Aimée), og spurgt om han ikke skulle bringe dem sammen – og hun kommer tøvende og tilbageholdende og sætter sig i solen ved den grønne græsplæne ved hans side, som om hun var en ny beboer, og han siger også: Du er alt for ung til at være her. Han husker intet og genkender intet. Det synes jeg er en flot bemærkning – men også da Anne vipper sit hår til siden, at Jean-Louis genkender det fra en tidligere kvinde – og da han så endelig trækker et billede op af pungen, han har gemt på i 52 år – så opstår erindringen. Han har glemt Mitterand men ikke Anne. Og vi er med hans hukommelse tilbage med lys i øjnene og svingende armbevægelser, og Claude Lelouch fører os både tilbage med klip fra den første film og drømmende sekvenser, hvad de måske ville have gjort og igen i hendes 2CV og iført rød læbestift og rødt sjal. Anne siger meget rammende til ham, at han ikke kun var racerkører – men også skørtejæger – måske fordi hun på det tidspunkt ikke selv kunne give slip på sin kærlighed til sin afdøde mand, og spørger ham også: Hvorfor løj du så meget for mig den gang - hvortil han uden tøvende med ro i stemmen siger: For at gøre mig selv mere interessant.
Det gør filmen langt mere fyldig, da jeg slet ikke husker filmen fra 1966 med en utro bilist, men med en igangsætter og kærlighedsmødet på strandhotellet i Deauville – hvor de fandt hinanden og nu føres de begge tilbage på mågernes og hundens strandbred og sandhedssøgende ældre mennesker med livserfaring, hvor han nu siger: ”Det er lettere at forføre 1000 kvinder – end at forføre den samme kvinde 1000 gange.”
Kunne vi gøre det samme med en dansk film
I 1970 så vi i Danmark en tidstypisk film Ang.:Lone af Franz Ernst, hvor vi mødte Pernille Kløvedal som 16-årig på springtur – og det kunne være interessant at se, hvordan er det gået hende 50 år efter og føre hende tilbage til pigehjemmet og den kriminelle subkultur hun var en del af?
Claude Lelouch har med sin nye rolige film sat de to elskende sammen og udforske kærlighedens og erindringens stier, hvor vi skifter mellem fortid og nutid – genkende virkeligheden uden at kende den.
