Skriv en kommentar
Gamle mennesker er kommet på mode. I hvert fald har der det seneste stykke tid floreret en stigende interesse for 'det grå guld' inden for filmens verden. Med film som A late quartet (2012) , Bettys tur (2013), Amour (2012) og den danske Gonzales-film, Det grå guld (2013), er alderdommen blevet solidt plantet som et af de mest populære temaer lige nu. Og midt i denne stigende fokus på ældrebyrde, senilitet og leverpletter, har fransk instruktør Nick Quinn sået endnu film om livets vinter og alle de problemer, denne årstid fører med sig.
Filmens hovedperson, Gaspard (Pierre Arditi) er en ældre charmetrold, der arbejder på et tv-program, der som udgangspunkt ligner en fransk udgave af Go'morgen danmark. Gaspards far, den gnavne gamle Hubert (Jean-Pierre Marielle) er efter en indlæggelse nødsaget til forlade sit gamle hjem og flytte ind hos sin 63-årige ungkarlesøn. Selvfølgelig kan den gamle gnavpot ikke fordrage nogen af de sygehjælpere, som sønnen anskaffer lige indtil den dag, den noget ukonventionelle Zana træder ind i deres liv. Zanas mange finurligheder tryllebinder de to mænd, der begge forsøger at vinde hendes gunst. Men i sidste ende er det forholdet mellem far og søn, der står i centrum.
Blomsten der ikke ville folde sig ud
Feelgood er en af de sværeste genrer at kaste sig ud i, hvis man ønsker at skabe noget virkeligt solidt. Genren dikterer ofte et simpelt plot, der som et plantet frø kun kan blomstre under de helt rigtige omstændigheder. Her kan listes en række eksempler på, hvorfor Livets blomst aldrig rigtigt folder sig ud:
Først og fremmest afhænger succesen af skuespillernes karisma og troværdighed. Pierre Arditi er da en nydelig herre (på en sådan lidt fransk udgave af Jørgen Olsen-agtig måde), men jeg synes simpelthen ikke, han formår at opbygge den form for sexet antiheltevibe, der ville have gjort hans udvikling mere interessant.
Dernæst kræves det, at man forstår motivationen bag karakterenes handlinger og følelser. Det er ikke svært at begribe Huberts fascination af den yngre Zana, der appellerer til den gamle mands ublu ærlighed med sin særlige umiddelbare indstilling til livet. Hvorfor Gaspard dog pludselig, efter de har stået og sammenlignet meloner med hjerterytmer i et supermarked, finder Zana så pokkers attråværdig, er lidt svært at forstå.
Videre skal en sådan film sgu være sjov. Enkelte gange lykkedes det at frembringe et par latterbrud blandt publikum, og da især når Jean-Pierre Marielle, der da også er filmens eneste rigtige pletskud, var på lærredet. Men når stolen for anden gang falder sammen under Gaspard i deres beigefarvede talkshow, er det kun pinligt og banalt. Det kræver en helvedes god komiker at gøre det sjovt; og det kan man ved gud ikke kalde Pierre Arditi.
Selvfølgelig kan man indvende, at disse punkter gør sig gældende i flere genrer, men det er nu engang feelgoodfilmens særlige område at få dem flettet sammen på en særligt umiddelbar og elegant måde. Og hamrende svært som det er, finder jeg det ikke overraskende, at det ikke lykkes Nick Quinn i denne omgang.
Når Zana forlader billedet, og far/søn-problematikken for alvor indtager scenen, blomstrer filmen dog en del op. Det er da også i modspillet mod faderen, at Arditi endelig finder karismaen frem. Med al respekt for Julie Ferrer, som spiller den excentriske Zana, tror jeg, at Quinn havde skabt en meget bedre film, hvis han havde skåret karakteren helt væk og derved frembragt et klarere fokus: det ville have skabt dybde og nuancer, som denne sag er næsten foruden. Ligesom rigtige planter, må film også plejes og beskæres, hvis de skal bomstre.
