Skriv en kommentar
Han er en forbandet god politibetjent, men han taler ikke de høje herrers sprog. Han er umulig at arbejde sammen med. Han er fjern og har svært med at kommunikere med kæresten. Da han, på grund af en begravelse, må tage hjem til sin fødeby for første gang i meget lang tid, bliver der rippet op i en nogle gamle sår, og han bliver nødt til, at hjælpe en barndomsven ud kløerne på en bande internationale gangstere.
Dette er rammehistorien til denne svenske thriller, som er den svenske instruktør Anders Nilssons anden film i en foreløbig trilogi om den utraditionelle politibetjent Johan Falk. Den første var den kritikerroste Noll tolerens (1999) og den tredje (The Third Wave) får først premiere i 2003. De tre film handler hver om én af tre bølger af kriminalitet, som fra udlandet truer med, at oversvømme Sverige og sætte hele retsstaten ud af værk. Anders Nilsson har i over tredive år lavet kortfilm, novellefilm og low-budgetspillefilm i Sverige, men har fået mest opmærksomhed med filmene om Johan Falk. Thrillere er da også Anders’ favoritgenre, da det er en genre, hvor alt bliver sat på en spids, alt er spændende og man skal tage hurtige beslutninger.
Efter en noget skabelonagtig indledning af personerne og problematikken i filmen, bliver den bare bedre og bedre, jo længere vi kommer hen i historien, og jo mere historien tilspidses. Vi har alle set hundredvis af thrillere, der følger samme formel som Livvagterne, men det er umådeligt realistisk, at følge Johan Falk i hans forsøg på, at hjælpe sin ven og gøre op med sine personlige traumer. Det, der gør det så realistisk en film er, at der ikke er en overflødig machobemærkning efter hver skudveksling og, at handlingen er nem at følge uden, at vi kan gætte det hele – vi ved hvem, der er de onde og de gode. Man tror virkelig på, at det her kunne ske i virkeligheden. Skuespillerne er også meget troværdige, og især Jacob Eklund, som spiller Falk, er god og har virkeligt et godt ansigt til denne her rolle. Instruktøren Anders Nilsson er virkelig god til, med underlægnings-musikken, at skabe spænding. Især i den sidste tredjedel af filmen, hvor vi for alvor kommer ind under huden på privatpersonen Johan Falk, virker musikken uhyggeligt godt. I en scene hvor Falk har taget en forkert beslutning, der kan ende med et gidsels død, bruger Nilsson lyden af et tordenvejr, til at illustrere hvordan tankerne ulmer i Falks hjerne. Her forstår vi, det ikke kun er denne sag, der tynger ham, men også hans barndomstraumer.
Man kunne frygte, at en svensk thriller om en karismatisk politibetjent ville komme til enten, at ligne Beck-serien og filmene, eller komme til, at stinke af dårlige amerikanske thrilleres indflydelse, men den har sin helt egen stil. Det er en god og spændende film, der på flot vis formår, at blande Sveriges lille lands-charme, med det store kriminalitetsspøgelse fra udlandet, der truer med, at gøre det vi kalder vores retsstat, helt overflødigt. Alle de pæne ord til trods, så bidrager Livvagterne ikke med noget nyt til genren, og den får derfor 4 stjerner ud af 6.
