Skriv en kommentar
Det er nu 17 år siden, at Hugh Jackman for første gang lagde ansigt, krop og sjæl til Wolverine. X-Men er fortsat igennem flere inkarnationer, men Hugh Jackman har været den eneste fællesnævner. Det slutter nu med “Logan” efter Jackmans eget ønske. Mutanten der ikke bliver ældre og kan hele sig selv, passer måske heller ikke sammen med et almindeligt menneske, der faktisk bliver ældre. Derfor tager “Logan” også udgangspunkt i fremtiden (nærmere bestemt 2029), hvor en gift er ved at æde Wolverine op indefra. Han er blevet ældre og heler ikke så godt længere. Mutanterne er næsten også udryddet, og der er ikke født en ny i 25 år. Det er på alle måder en dyster og mere realistisk version af X-Men vi ser i “Logan”, og det klæder universet utrolig godt. Efter den skuffende farvelade CGI-bombe i “X-Men Apocalypse” er det tiltrængt med forandring, og den er der rigeligt af. “Logan” har nemlig fået den amerikanske R-rating, hvilket betyder, at den ikke er for børn. Faktisk vælter det ud med blod og bandeord i stride strømme, og den kritikerroste “Deadpool” kommer slet ikke i nærheden af det her.
Forandringen kan spottes i filmens allerførste scene. Wolverine vågner op i en bil med et “fuck”, og sætter derefter kløerne i en gruppe gangstere - bogstavelig talt. Logan har aldrig været så ødelagt psykisk og fysisk som i denne film, og selvom man troede at rollen allerede var udforsket grundigt, er der stadig masser af esser i ærmerne. På troværdig vis gennemgår Logan i denne omgang en forandring, og det skyldes den lille pige Laura, som dukker op. Hun er nemlig også mutant med genkendelige træk, og hendes historie sætter skub i Logans liv igen.
“Logan” er delvist en western, road movie og naturligvis superheltefilm placeret i en meget ensrettet fremtid, som vi må satse på, bliver bedre i virkeligheden end visionen her. Det politiske element der altid har præget X-Men filmene er blevet en fodnote, og det menneskelige element er blevet skubbet helt i front. Selvom “Logan” er en hamrende voldelig film, er det samtidig en meget karakterdreven film, der succesfuldt spiller på det nostalgiske element til karakterer, mange af os er vokset op med. Den melankolske stemning afbrydes ofte af action, der er velkoreograferet, hektisk klippet og overlader intet til fantasien. Faktisk er det svært at tro, at instruktøren James Mangold også stod bag den forrige film om Wolverine, for denne er noget helt andet. “Logan” er ikke kun den bedste Wolverine-film, den er også den bedste film om X-Men og blandt de bedste superheltefilm nogensinde. Aldrig i min vildeste fantasi kunne jeg have håbet på dette fra Mangold, så jeg må til at æde min gamle hat.
På sin vis er det trist, at Jackman nu stopper som Wolverine med sin bedste præstation i rollen samt den bedste film i franchisen. Det er dog en passende afrunding af karakteren, og der er masser af andre karakterer at undersøge i X-Men. Dette er på alle måder Jackmans film, og det på trods af, at Patrick Stewarts præstation er sublim og Dafne Keen som Laura er et kæmpe fund, som nok skal få et hav af roller tilbudt i fremtiden. “Logan” er et stort, rørende værk som ikke kun bør nævnes i forbindelse med superheltefilm fremover. Den har nemlig meget mere at byde på end de fleste af sin slags. Som genrehybrid formår den at få det mest komplekse i sit væsen til at virke simpelt, blot fordi sammenhængen og tempo fungerer upåklageligt. Filmen er nemlig spækket med symbolik, men kan sagtens fungere som en almen skæbneberetning, og netop fordi den spiller på flere plan, vil den appellere til de fleste. Hvis du til gengæld bare vil se noget hamrende fed action, er du også dækket godt ind. Jeg sad selv med et stort smil på fjæset igennem hele filmen.
