Skriv en kommentar
Der findes snart ikke en europæisk filmsucces uden en amerikansk genindspilning i ryggen. Da den franske film ”LOL” blev en stor publikumsucces, gik der ikke længe, før en amerikansk genindspilning var på vej. Nu er genindspilninger jo ikke nødvendigvis dårlige, men de kommer nu sjældent i nærheden af originalen, og når vi har med en teenagefilm med Hannah Montana i hovedrollen at gøre, så er forventningerne i forvejen ret lave. Ikke fordi Miley Cyrus, som hun nu hedder i virkeligheden, er decideret håbløs. Hun har da unægteligt en vis charme over sig. Hendes valg i filmbranchen er dog ret tvivlsomme - for at sige det på en pæn måde.
”LOL” er en titel med dobbel eller endda triplebetydning. Den refererer til hovedpersonen Lola, som blot kaldes Lol blandt venner (selvom jeg aldrig bemærkede, at de kaldte hende andet end Lola), og naturligvis til internet samt SMS-sprog, hvor det er kort for laughing out loud (og forkortelsen får en anden betydning til sidst i filmen). Netop både internet og mobiltelefoner er en stor del af dagligdagen for nutidens teenagere (og mange voksne for den sags skyld), og dette bliver integreret som en del af filmen, hvor tekster pludselig dukker op i filmen, når mobilen lige skal tjekkes. I og med at dette er konsekvent, så fungerer denne del glimrende, og giver sproget sit eget liv i filmen. Ellers følger vi naturligvis Lola i tykt og tyndt, og netop som filmen går i gang, slår hun op med hendes utro kæreste, hvilket skaber splid i den klike, hun er en del af. Hendes bedste ven er også gode venner med hendes ekskæreste, og når han bliver en kærlighedsinteresse, begynder problemerne først for alvor at opstå. Tilsæt en masse familiedrama (Lola er et skilsmissebarn, hendes mor snager osv.), og du har en fin forestilling om ”LOL”. Selve familiedramaet er endnu en velfungerende del i filmen, da det ofte føles meget naturligt og troværdigt, og kigger man på enkelte situationer i selve livet som teenager, kan dem der ikke befinder sig alt for langt væk fra disse år, også nikke genkendende til en del.
Der er altså mange ting i filmen, der overraskende nok trækker i den rigtige retning. Desværre stopper al det positive her. Selve hændelsesforløbet er nemlig al for klichepræget. Blot få minutter inde i filmen, er man udmærket klar over præcis hvor filmen ender, og det gør den faktisk allerede omkring halvvejs igennem. Her skal der dog opstå lidt yderligere problemer, for at holde filmen kørende i næsten en time mere, og her begynder det for alvor at føles langtrukkent og ligegyldigt. Der kommer nemlig ikke mere kød på karaktererne, og selvom der dukker enkelte lyspunkter op undervejs, hvor især den typiske amerikanske prædiken om stofmisbrug og usikker sex er fuldstændigt fraværende, så er det simpelthen ikke nok til at holde filmen kørende. Når filmen afslutter med en tur til Paris for klassen, går det først fuldstændigt galt. Her tilsidesætter filmen al logik for billige grin i form af fordomme mod europæernes livsstil. Det klæder absolut ikke filmen at forfalde til ren slapstick, og det ødelægger den troværdighed den så ihærdigt har forsøgt at opbygge undervejs.
Miley Cyrus yder dog en god indsats. Hun bærer hovedrollen fint, og scenerne hvor hun spiller overfor Demi Moore (der spiller hendes mor), står som filmens allerstærkeste. ”LOL” er tæt på seværdig blot pga. dette. Det er alligevel svært at anbefale en film, der går i tomgang allerede halvvejs inde, og på trods af flere lyspunkter end regnet med, ender filmen alligevel med en lav karakter. Målgruppen vil uden tvivl finde flere den bedre end jeg, og er du en del af den, kan du roligt tilføje en karakter eller to til den endelige bedømmelse.
