Skriv en kommentar
Ved filmens start bliver der i alskens pomp og pragt fejret bryllup i Lahore i Pakistan. Brudens far, Aamir Barkawi, er som nådesløs våbenhandler én af den vestlige verdens mest eftersøgte mænd. Som lyn fra en klar himmel og i uvidenhed om det forestående bryllup beslutter man under overvågningen af Barkawis tilholdssted at sende et dronemissil afsted. Barkawis datter dør i armene på sin bror, mens Barkawi selv overlever og på dén måde er der lagt op til et solidt motiv for hævn.
To år senere dør den britiske premierminister pludseligt og uventet, hvorefter den vestlige verdens ledere stimler sammen for at deltage i statsbegravelsen i London. Trods nok så grundige sikkerhedsforanstaltninger lykkes det imidlertid at forvandle ikke bare begravelsen men hele det centrale Londons kendemærker til murbrokker samtidig med, at størstedelen af de tilstedeværende statsoverhoveder bliver likvideret. Alt sammen blot som indledning til det egentlige mål: at dræbe den amerikanske præsident Benjamin Asher for åben skærm og på diverse sociale medier.
Nok synes terroristerne at være nærmest allestedsnærværende og unaturligt grundige, men de har overset én lille men afgørende detalje: Den amerikanske præsident har Secret Service-agenten Mike Banning som personlig livvagt og det lykkes faktisk denne at slippe igennem terroristernes dødbringende omringning af begravelsesgæsterne. I hvert fald for en stund.
Nu skal man ikke røbe for meget af den konkrete handling på forhånd, bortset fra at det helt i overensstemmelse med skabelonen til sidst er de gode, der griner og de onde, der bliver udryddet … i en scene, der kan synes lånt fra slutningen af Tom Clancy-romanen ”Executive Orders”. Plottet åbner for spektakulære special effects i scener med broer, der bliver sprængt i luften og styrter i Themsen, bombeangreb på politikeres turbåde, dronningens vagter ved Buckingham Palace, der med ét majer den sørgende tyske kansler og hendes følge ned, bombeangreb på et tårn på Westminster Abbey, hvor den italienske premierminister tilfældigvis opholder sig i selskab med smukke 30-årige … sekretær.
Det virker nærmest som om alene mængden af klichéer skal udgøre den drivkraft, der holder plottet sammen. Problemet er bare, at der bortset fra det allerede omtalte hævnmotiv er der ikke meget, der sandsynliggør hverken motiv, logistik eller omfang af angrebet på statsbegravelsen. Dertil kommer, at det nærmest er bøjet i neon hvem der er den muldvarp, som har leveret afgørende oplysninger til Barkawi.
Gerard Butler er tilbage i rollen som Secret Service-agenten Mike Banning. Han fungerer som sådan ganske glimrende som den hårdkogte og samvittighedsfulde Secret Service-agent, der skal redde verden. Blot kunne man have ønsket sig en smule mere kant, lidt mere glimt i øjet, lidt mere knastør humor. Aaron Eckhart fungerer på tilsvarende vis fornuftigt som amerikansk præsident. Han har blot ikke den ekstra pondus, der gør han figur bare en lille smule realistisk. Så er der - ikke uventet - straks mere alvor og pondus over Morgan Freeman i rollen som vicepræsident Trumbull. Freeman kan med lethed få sit beherskede udvalg af replikker til at lyde muntre og afslappede, når snakken falder på lystfiskeri eller fokuseret og handlingsorienteret, når han må træde i karakter i præsidentens fravær.
“London Has Fallen” føjer med andre ord ikke afgørende nyt til filmhistorien, hverken som film generelt eller set specifikt som action-film. Letfordøjelig, tydeligt forudsigelig og hurtigt glemt action.
