Skriv en kommentar
Efter 4 års pause følger Sofia Coppola op på sin fremragende debut, ”The Virgin Suicides”, med en film, der delvist er en fortælling om de små venskaber, man aldrig glemmer, og delvist er et kærligt portræt af et land og en kultur, som hun tydeligvis er fascineret af.
Bill Murray spiller sit livs rolle som den middelaldrende, amerikanske filmstjerne Bob Harris, der kommer til Tokyo for at indspille en whiskey reklame (for det samme selskab som instruktørens far, Francis Ford Coppola, lavede reklamer for i 70’erne). Desillusioneret og med en kone og børn, som han aldrig ser, er Bob godt i gang med en rask lille midtvejskrise. Dette tilsat en smule jetlag resulterer i, at han ikke kan sove. Søvnløsheden og det uforståelige fjernsyn tvinger ham først til at overveje sin egen tilværelse, og derefter direkte i hotelbaren. Her møder han den meget yngre Charlotte (Scarlett Johansson), der ligeledes har søvnproblemer. Hun er universi-tetsuddannet, men er for tiden uden arbejde, og er i Tokyo med sin mand (Giovanni Ribisi), der arbejder på højtryk som fotograf. I løbet af den uges tid de deler hotel, udvikler de to et højst usandsynligt og varmt venskab.
Tokyos højteknologiske neonlandskab lægger baggrunden for det hele, og filmen bør delvis ses som et gennemtænkt portræt af en kultur, der er så anderledes fra den vestlige, at man som tilskuer tvinges til at tage mulighederne op til overvejelse. Coppola udforsker mange forskellige aspekter af den japanske kultur på godt og ondt. Det meste af filmen foregår i den hyper-teknologiske og forvirrende hovedstad, med semipornografiske tegneserier, vanvittige spilleautomater og vanvittigere TV-shows, men vi kommer også lidt uden for byen og oplever rolige, afklarede munke i smukke buddhistiske templer. Vi oplever en uvant imødekommenhed, høflighed og respekt det ene øjeblik, og det næste er vi med på en vild karaoke-aften i byen med druk og provokerende adfærd, som vi kender det fra vores egen kultur.
Titlen refererer helt basalt til de mange, aldeles morsomme problemer og misforståelser, der foregår japanere og amerikanere imellem, både kulturelt og sprogligt. Samtidig er titlen en reference til den uundgåelige forvirring og fortabelse som de to hovedpersoner oplever, i det øjeblik de konfronteres med deres egen tilværelse og nogle uvante følelser, der på en eller anden måde skal inkorporeres i deres selvop-fattelse. Katalysatoren for alt dette er dels mødet med en fremmed kultur, og dels den tiltrækning de to føler over for hinanden, men som aldrig kan føres ud i livet.
Det skal dog pointeres, at dette ikke er en lang, dyster og dybt seriøs film. Derimod er her tale om en rigtig morsom komedie, med en underlæggende melankolsk stemning. Man kan godt nøjes med at læne sig tilbage og lade sig underholde af Bill Murrays karakteristiske, underspillede, sarkastiske udskejelser, men det er svært ikke at lade tankerne flyve, når først rulleteksterne glider over skærmen.
Begge hovedrolleindehavere, 53-årige Murray og den kun 19-årige Scarlett Johansson ("Ghost World", "The Man Who Wasn't There", "Eight Legged Freaks"), er begge fantastiske og yderst troværdige i deres portrættering af hvileløse mennesker, der mod al sandsynlighed finder liv og glæde i hinanden. Kemien de to imellem er noget af det bedste set længe, hvilket understreges i det simple faktum, at man som tilskuer synes de, aldersforskellen til trods, ville gøre et godt par. At det kun er Murray der har modtaget en Oscarnominering for sit arbejde, er ikke retfærdigt, til gengæld fortjener han at vinde den.
Filmen er skrevet, produceret og instrueret af Sofia Coppola, der med denne film for alvor træder ud af farmands skygge (der er en grund til, at hun nyligt er blevet oscar-nomineret for alle tre funktioner). Hun skrev filmen specielt med Murray i tankerne, og det mærkes fra første skud, at satsningen på den i manges øjne fallerede stjerne i den grad har betalt sig. Murray har haft svært ved at finde ordentlige roller siden storhedstiden i 80’erne og starten af halvfemserne med film som ”Stripes”, ”Ghost-busters”, ”Scrooged” og ”Groundhog Day”, men på det sidste har han dog givet mindeværdige optrædener i f.eks. Wes Andersons ”Rushmore” og ”The Royal Tenenbaums”. Dette er så det endegyldige bevis på, at han i allerhøjeste grad rummer mere end hvad de fleste tror. Han er tydeligvis blevet givet meget lang snor, og har virkelig fået lov til at slå sig løs. Han har aldrig været sjovere, mere rapkæftet eller provokerende, og samtidig viser han her en hidtil uset dramatisk spændvidde.
Coppola, der spillefilmsdebuterede i 1999, men den aldeles fremragende ”The Virgin Suicides”, trækker igen nogle virkelig gode præstationer ud af de nøje udvalgte birolleskuespillere. Giovanni Ribisi (“Heaven”, “Gone In 60 Seconds”, “SubUrbia”) er morsom som Charlottes fotografhusbond, der er dybt opslugt i mode- og musikverdenens falske og overfladiske verden af travlhed, symboliseret endnu mere komisk i den amerikanske filmstarlet Kelly spillet af Anna Faris (”Scary Movie”-serien, ”May”), der også gør det godt. Resten af filmens roller er hovedsageligt besat af lokale japanere, hvoraf mange her har deres debut. Filmen er indspillet i Tokyo med et blandet hold af amerikanske og japanske filmfolk, alle dirigeret med et skarpt overblik af en instruktør, der med denne film cementerer sin position som en af sin generations mest interessante og opsigtsvækkende.
Hvad vi sidder tilbage med er en nærmest fuldendt underholdende film, gennemsyret af stil og sans for underspillet såvel som overspillet humor. Gennemført ned til mindste detalje, og med to fremragende skuespillere i spidsen, er dette en fantastisk måde at starte året i biografens hyggelige mørke.
