Skriv en kommentar
Da den middelaldrende og falmende amerikanske filmstjerne Bob Harris (Bill Murray) ankommer til Tokyo for at indspille en whiskey reklame, finder han hurtigt sig selv isoleret i den fremmede kultur. Han søger tilflugt hos den ligeså isolerede Charlotte (Scarlett Johansson), der lider af den samme søvnløshed og uro som Bob gør. På trods af de begge er gift, formår de at bygge mere end blot et venskab op, de opnår en gensidig forståelse.
Det er sjældent, at man sætter sig ned og ser en film med høje forventninger, der alle bliver indfriet. Lost In Translation er ligesom Sofia Coppolas sidste film The Virgin Suicides, et lille moderne mesterværk. Filmens næsten helt stillestående plot besidder en filmisk magi, som efterhånden er mere og mere sjælden.
Sofia Coppola har kun instrueret The Virgin Suicides og Lost In Translation, men hun er uden tvivl ligeså dygitg og etableret som de største instruktører i dag. Og ja, hun er Francis Ford Coppolas datter, og ja det er hende der er den elendige skuespillerinde i The Godfather 3. Hun instruerer fuldstændigt unikt, og hun har da også stået for manuskriptet der vandt en Oscar. Hun havde selv skrevet rollen til Bill Murray, så hun påstår selv, at hvis han havde takket nej, var filmen aldrig lavet. Coppola er født ind i filmens verden, og det kan mærkes i hver enkelt scene. Den tørre ironi og atmosfæriske mystik der hviler over hendes film er efterhånden blevet hendes kendetegn, og det kan vi vist kun forvente mere af i hendes fremtidige film.
Bill Murray er helt fantastisk, og det er ærlig talt snyd at han ikke blevet belønnet med en Oscar for rollen som Bob Harris. Vi kender ham fra 80'er komedier som Ghostbusters 1+2, Caddyshack, Stripes og Scrooged. Selvom disse film også er hovedværker i historien er han blevet en fantastisk skuespiller siden da, og medvirker nu mest i intelligente komedier som Groundhog Day, Ed Wood, Rushmore og The Royal Tenenbaums. Jeg har altid haft en svaghed for Murray, for ingen kan gøre ironi som han gør, og han gør det helt fantastisk i Lost In Translation. Scarlett Johansson fra Eight Legged Freaks og Ghost World er også helt fantastisk, og den kemi mellem de 2 hovedpersoner, er en af de bedste jeg meget længe har set. Man føler konstant at den forståelse de har for hinanden i filmen, har de også i virkeligheden. Derudover spiller Giovanni Ribisi Charlottes mand, der har slæbt hende med på forretningsrejse. Hans roller plejer han altid at overspille i ekstremer, da han for det meste enten er retaderet eller bare langt ude, så det er rart at se en rolle han fuldstændig underspiller, og det virker også rigtigt godt.
Lost In Translation er ofte blevet kaldt for racistisk, da japanerne ofte optræder som et komisk indslag i den ellers meget ensomme og isolerede ironi. Men hvis man opfatter det som racisme, har man fuldstændig misforstået hvad filmen handler om, og hvad den prøver at symbolere. Det er et fantastisk kunststykke, som er balanceret helt perfekt mellem simpel underholdning og dyb symbolik. Den svæver stille og roligt igennem en, og sidder derefter fast forevigt. En film som denne er svær at glemme, for den har alt det en film som denne skal have: humor, ironi, kunst og ganske simpelt genialitet.
Ekstramateriale:
En rigtig god og meget lærerig bag om kameraet, hvor man får et godt indblik i hvordan det er at være med til at lave film. En samtale mellem Coppola og Murray, der også er ganske interessant. Hele optagelsen af TV-showet Bob Harris besøger i Japan, som er helt fantastisk morsomt. Nogle slettede scener, der for det meste er forlængede scener. De virker forståeligt nok slettede, men de er stadig ret gode, så jeg ville da ikke have haft noget imod at de var med i filmen. Til sidst en musikvideo og en biograf-trailer. Ikke det helt store, men nok til 4 stjerner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.
