Skriv en kommentar
Slevin (Josh Hartnett) er en ung fyr, der lever sit liv uden angst. Da han vil besøge sin ven, Nick i NY rulles han ind i et spil med mafiabosser og korrupte politibetjente. Nick er øjensynligt indblandet i kriminelle aktiviteter og nu vil byens førende mafiabosser have fat i ham. Nick er som sunket i jorden, og da Slevin bor i hans lejlighed er der ingen vej uden om, nu er Slevin pludselig Nick.
Som seer vikles vi dermed ind i et puslespil om identiteter, om jødiske banditter og barske negersvende. Men der er flere størrelser i regnskabet, hvor også politibetjente og en jødisk homo-mafiabosssøn, en liderlig nabo (Luci Liu) og den hardcore lejemorder, Mr. Goodkat (Bruce Willis) skal tælles med.
Filmens handling er desværre noget fortænkt og overkonstrueret, så man skal ikke have set North By Northwest (Hitchcock) eller The Usual Suspects (Nolan) mere end en gang, før man kan bevæge sig så sikkert som en edderkop gennem dette spindelvæv, der også bringer associationer til Film Noirgenrens forviklingsspil.
Således bliver filmen en banal fortælling om hævn, venskab og loyalitet, der skal ses igennem dens overraskelser. Men når man har fået underbukser under juletræet de tre sidste juleaftener, så er det jo ingen overraskelse, at der ligger nøjagtigt det samme i den ellers glitrende pakke endnu engang.
I stil med Tarantinos film følger ”Lucky Number Slevin” med på bølgen om cool og fede dialoger, og det er nok her, filmen her rammer bedst. Dialogerne ruller nemlig fint af sted, og filmens indbyggede mantra ”Kansas City Shuffle” lagt i munden på Bruce Willis aka Mr. Goodkat rammer fint filmens stemning. Den unge Jason Smilovic viser sig således som en god dialogforfatter, mens plottet ikke synes at være for tendentiøst.
Skuespilslisten er superimponerende og er noget nær en ønskecast til en thriller af denne kaliber, men selvom de typecastede typer generelt holder deres karikaturer i same mode, som de plejer, føler man ikke, at det holder.
Hvor en film som Frank Miller og Robert Rodriguez ”Sin City” bankede et fantastisk univers op, hvor forviklinger og karakterer fungerede fabelagtigt, taber ”Lucky Number Slevin” i sin indre logik.
Og hvor de karikerede typer i ”Sin City” udfoldede sig på en måde, der fik en til at drømme sig med ind i dens univers, distancerede i hvert fald denne anmelder sig fra karaktererne undervejs.
I det store hele holder ”Lucky Number Slevin” ikke stilen godt nok. Den er værd at se som en slags pop-noir thriller befolket med rabbier og negere, der er rappe i replikken, og med en Josh Hartnett, der som en anden Gary Grant har en bunke ubehagelige typer efter sig, men desværre holder filmens univers ikke i længden.
