Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Godfrey Reggios trilogi ”Koyaanisqatsi: Life Out of Balance” (1982), “Powwaqatsi: Life in Transformation” (-88) og “Naqoyqatsi: Life as War” (2002) og Ron Frickes ”Baraka” (1992) fik i 1998 en svensk pendant, der nu er udgivet i Danmark, nemlig ”Lucky People Center International” af Erik Pauser og Johan Söderberg. De nævnte film lægger sig alle et sted imellem dokumentarisme, lyrik og propaganda. Formen er stort set den samme: et væld af overvældende billeder fra kloden af naturscenerier, folkelivets ritualer - ofte med specielt tryk på de religiøse - af naturmennesker og bymennesker, af teknologi, industri, af masseproduktion af produkter, stilles op overfor hinanden så der dannes en mere eller mindre bastant civilisationskritik. Typisk uden et ord, i stedet fortælles i klippene, i klassisk montage, i lydene og ikke mindst i musikken.
På sin vis er tiden løbet fra den form for filmisk civilisationskritik der, på trods af billedernes, klippenes og musikkens inciteren, virker noget bastant i dag i sin insisteren på at påpege det gode og det onde og på sin vis prætendere at ville frelse civilisationen og mig, hvis det da ikke er for sent.
Civilisationskritikken er den samme hos Reggio, Fricke, Pauser og Söderberg; vi lever ude af harmoni med naturen, i kaos, og vi er således alle sammen truet af en forfejlet udvikling, som vi selv er skyld i. Dog er der noget at hente hos det spirituelle menneske, det religiøse menneske, og hos kirker, påstår filmene ordløst. Hos Pauser og Söderberg må vi dog også lægge ører til ”guruer” og ”profeter” – heriblandt også en gal leder af en selvmordskult garneret med billeder af kultens endeligt, et i sammenhængen helt forfejlet afsnit. Det er og bliver dog film som kirke og forkyndelse.
Når det så er sagt, reddes Pausers og Söderbergs film ”Lucky People Center International” dog i land ved den musikudøvelse og den dans der løber som tematisk rød tråd filmen igennem. Den livskraft der at hente i skildringen af musikkens og dansens mennesker er troværdig, simpelthen fordi kroppene sætter sig igennem. Musikken og dansen lader sig ikke fange ind af den bastante civilisationskritik, men udøves vel netop på trods af planetens undergang og på trods af al forkyndelse, hvor rigtig og velment, den så end kan være.
Kroppen i filmen sætter sig bla. igennem hos: indianere der danser og synger; en indisk danser og sanger; en vestlig forsker der synger sammen med aber; japanske trommeslagere; en munk der slår på tromme og synger i storbyens vrimmel; en bankmand der spiller den mest støjende electronica; hos den kvindelige woodo-præst og ”hendes” dansende kroppe i trance; og så hos en tidligere pornomodel der viser os, hvordan man trækker vejret. Jeg kan kun opfordre til, at man surfer frem til de afsnit i filmen.
Der er intet ekstramateriale på DVD-en.
Warner Home Video.
