Skriv en kommentar
Introscenen skaber hurtigt og effektivt rammen for plottet og fortællingen. Vi hører et skud, som både fungerer som katalysator og er gådefuld for trekantsdramaet.
Kristin Scott spiller Susanne, som bor i et velhavende kvarter i Sydfrankrig sammen med sin ægtemand Samuel, som spilles af Yvan Attal. Han er læge, og de har to teenage-børn. Det tomme bourgeois liv introduceres med at vise en travl morgen, hvor ægtemanden er i gang med morgenkaffen samtidig med, at de er ved at tale om konstruktionen af venteværelsen til Susannes fysioterapeutklinik. Et job hun satte på stand-by for at vie sit liv til børnene og ægtemanden, men som hun nu ønsker at genoptage. Den ansvarlige håndværker er Ivan, spillet af Sergi López fra bl.a. Pants Labyrint.
Affæren begynder med et kys en tropisk sommeraften i en sydfransk landsby. Fortovene er stejle og nedslidte. Cikaderne synger og scenen emmer af sydfransk stemning.
Hun snyder, hun lyver og hun forlader sin familie.
I scenen hvor de første gang er sammen, er hun ved at komme for sent hjem. Hun siger til ham på en flirtende måde, at han skal sige til hende, at hun skal gå. Han siger ”gå”. Hun ønsker inderligt, at han skal sige det modsatte. Uden ord viser hendes ansigt, at hun er dybt såret. Den måde kameravinklen er placeret i forhold til hendes ansigt er intelligent iscenesat af instruktøren, da tvivlen hos tilskueren begynder om, Susanne virkelig er forelsket eller om det blot er en midtvejskrise eller en flugt fra det indholdsløse liv i rige kår.
Filmen mangler troværdighed på grund af plottets klichéagtige opbygning og at affæren sker med så hurtige spring i filmens plot - det virker forceret og anmassende i stedet for smukt og inderligt.
Der hvor filmen virker er, at den er åben for fortolkning og at menneskene hverken er gode eller onde, heller ikke ægtemanden er udelukkende ond. Som tilskuer er du også glimtvis i tvivl om, hendes elsker er en medspiller eller modspiller. Hun derimod virker mere og mere desperat og intensiteten stiger med det flotte panorama ud over Pyrenæerne fyldt med grønne skove og fjernt hører man sirener.
Kristin Scotts skuespilpræsentation er den bærende gnist i filmen. Det er hende, som gør, at den er værd at se. Den slår dog ikke hendes fremragende præsentation i "Il y a long temps que je t’aime".
