Skriv en kommentar
Instruktør Carlos Reygadas skal ikke have skyld for at lave let tilgængelige film, der skildrer folk, som folk er flest. Tværtimod. Reygadas drejer nogle mærkelige - meget mærkelige - film. Om utro og genopstandelse blandt amish folk i Mexico (faktisk er det menonitter, men hvem kender dem?) i Stille Lys. Om en babykidnapper, der møder sin prostituerede barndomsven og begynder at drive hendes forretning i Battle in Heaven. I Jápon - om en mand, hvis eksistentielle livskrise driver ham ud på randen - både af selvmord men også i bogstaveligste forstand: af en kolossal kløft i Mexico, hvor en oldgammel indiansk eneboer lever og ikke mindst lærer ham at leve påny.
Lys efter Mørke (Post Tenebras Lux) - er ikke mindre mærkelig. Tværtimod. Hvor Reygadas andre film (med lidt møje) lader sig sammenfatte i en sætnings penge, er Lys efter Mørke hinsides den enkle genfortælling. Lad den som prøver blive pletskaldet i forsøget. Filmen skal ses. Og høres. Sanses, før den skal fattes. Men så åbenbarer der sig også en jordrystende storslåethed...
Indledningen alene er næsten nok
Indledningen gør ydmyg. Den alene er nærmest nok at drage i biografen for. Det er Reygadas egen 3-årige datter, vi følger. I hendes øjenhøjde. Og forstandsløse accept. Af de kolossale hunde, heste og køer, der tromler forbi hende. Af det sublime tordenvejr, der ruller fra de mexicanske bjergtinder henover hende. Og af tusmørket, der samler sig omkring hende. Vi ser med en fiskeøjelinse, og det skaber følelsen af at se gennem nok et par øjne, frem for endnu et kameraobjektiv. Vi er så tæt som vi kan komme - på hende og hendes oplevelser. Og sådan fortsætter filmen - helt tæt på sin figurer og sit miljø. I så sanselig umiddelbarhed, som man nærmest kan forlange af en film.
Der er en fortælling bag ved tableauxerne. Èn om et ægtepar, Natalie og Juan, der tager fra byen til landet, og hvor bynissen - eller djævelen flytter med. Og blander sig i naturens renhed. Først i skikkelse af en højrød djævlesilhuet, der driver lydløst (med sin værktøjskasse?) rundt om i huset i nattens stille ro. Dernæst af ægtemandens mishandling og mord på en familiens hunde. Og så af konens orgasme mellem de frodige bryster på en aldersstegen kvinde i en sexsauna. Men også én om deres børn, datteren og sønnen, der ser uhyrerne som de ser tordenvejret. Uden at blinke. Men atter også en fortælling om naturen, landsbyen og alt det som omgiver personerne. Træer, jungle og mexicanske bjergsider, der tårner sig op og truer med at vælte nedover dem, der trods alt lever af og i dette sublime vildnis. Men fortællingen er sekundær. Måske ikke engang det. Og held at lykke med at følge med, hvis det er uacceptabelt!
Eksistentiel i ordets dybeste forstand
Lys efter Mørke er eksistentiel i ordets dybeste forstand. Ligesom alle Reygadas andre film. Den fremstiller (som de), livet med stort L: som det største og mest utænkelige fænomen, der er overgået mennesket. Maler det som en umådelig kraft, der omgærder og gennemstrømmer dem, til hverken de eller tilskuerne tror de kan rumme det mere. På den måde kan Lys efter Mørke udmærket tage Terrence Malicks Tree of Life i hånden. Både fordi den opfatter livet med den samme åndelige højagtelse og dybde, men også fordi den skildrer den på samme fragmenterede måde. Som en serie af sansninger, der tvinger tilskueren og ikke mindst kritikeren i knæ. Kun er Reygadas mere eksplosiv. Mere saftig. Mere kød- og blodlysten. Men missionen - er den samme.
Lys efter Mørke tilbyder sig som jættekraftigt favntag med livet i sin noget nær fulde udstrækning. Filmen udfolder det i et sublimt nytænkende og sandt billedsprog og bedre: omgærder det med et akut nærværende lydtapet med en overrumplende spændevidde - fra skovens disede hvisken, over de styrtende træstammers knagen og bragen, saunaens klasken og ned i bjergsidernes dybe uvejrsdundren.
Dokumentarisk og vital
Skuespillet er autentisk, faktisk dokumentarisk. Reygadas siger selv, at han ikke vil instruere men fange sine skuespillere udenfor deres metier; mens de blot er. For det bliver det mere virkeligt af. Ja, det gør det. Helt utroligt virkeligt. Selvom den magiske realisme flere steder sniger sig, så er Lys efter Mørke en film, der føles mere virkelig, end nogen dogmebrødrene kunne udtænke. Sorry Von Trier. Måske fordi den ikke bare er virkelig; den er vital. Akut levende.
Så se den, hvis du kan lide at føle dig i live. Se den ikke, hvis det for lidt, og du vil nøjes med en historie.
