Skriv en kommentar
Parret Tom (Michael Fassbender) og Isabel (Alicia Vikander) bor på den afsides ø, Janus, hvor Tom passer fyrtårnet. Efter to mislykkedes graviditeter vender parrets lykke dog. En dag skyller en lille jolle nemlig op på stranden med en afdød mand og en 2 mdr. gammel lille pige. Tom og Isabel beslutter sig for at tage pigen som deres egen, men efter et par år går det op for dem, at inde på fastlandet er der en enke (Rachel Weisz) der har mistet sin mand og lille pige til søs.
Michael Fassbender ses i rollen som den plagede Tom, der netop er vendt tilbage fra Første Verdenskrig og vælger livet som fyrpasser for at komme så langt væk fra civilisationen som muligt. Han føler skyld over at have overlevet krigen, og føler sig samtidigt lidt død indeni over traumet. Alt dette ændrer sig, da han møder Isabel, og Fassbender gør det utroligt godt som den stoiske Tom med moralske skrupler.
Man bliver mindet på, hvorfor Alicia Vikander tidligere på året vandt en Oscar. Vikander spiller den livsglade men til tider usympatiske Isabel. Hendes portræt af en kvinde der gennemlever at miste to børn, for derefter at blive alvorligt deprimeret og desperat for at beholde det barn der pludselig dukker op på, er hjerteskærende at se på. Kemien mellem de to hovedroller er til at føle på, og fortsatte jo som bekendt videre ud i virkeligheden, hvor de i dag stadig danner par.
På lydsiden har vi den erfarne Alexandre Desplat, som vi førhen har hørt i film som The Grand Budapest Hotel (2014), The Tree of Life (2011), Harry Potter og Dødsregalierne (2010) og mange, mange flere. Musikken er på den ene side meget let med mange strygere og på den anden side tung og følelsesbetonet, der fungerer rigtig godt til filmens tema.
Instruktøren Derek Cianfrance er kendt fra filmene Blue Valentine (2010) og The Place Beyond the Pines (2012). Hans film kredser sig om forhold og undersøger de mere mørke dele af dem og hvordan mennesker håndterer følelsesmæssig smerte i parforhold. Lyset i havet er derfor et melodrama, men uden at det bliver for teatralsk og overdramatiseret.
Lyset i havet er en vaskeægte tåreperser. Bogen bag filmen af australieren M. L. Stedman er da også kendt for at foreslå læserne at have en pakke lommetørklæder stående ved siden af. Med dens 130 minutter føles den dog lidt lang, og nogle scener virker også lidt ligegyldige. Der er en del flashbacks fra Hannas (Weisz) fortid, som man sagtens kunne have undværet. Man forstår godt at hun er traumatiseret af at have mistet både mand og barn, uden at se hele hendes forhistorie. Men det er en rørende og fængende historie, og filmen ville egne sig rigtig godt til en dag under dynen på en regnfuld efterårsdag.
