Skriv en kommentar
I begyndelsen er der snehvidt på Grønland, uskyldens land. Men danske indtrængere bringer skylden med sig og pådutter den grønlænderne for deres primitive levevis. De skal civiliseres, og det kan ikke gå tjept nok. Det var en fejl. Man overdrager grønlænderne en skyld, de aldrig på egen hånd påførte sig. De var bare imødekommende. Og danskerne en besættelsesmagt. Svært for en dansker at erkende hvorledes forholdet til Grønland har udformet sig, men sådan er det. Vi har begået overgreb. Er skyldige. Uskyldige mennesker er blevet udsat for overgreb i danskernes navn. Men vi er ikke vikinger længere. Vi kender ikke os selv som erobrerer mere. Så hvorfor gjorde vi det alligevel? Erobrede et uafhængigt folk og påførte dem trældom. Det spørgsmål kan nærværende anmelder ikke - men derimod kun de ansvarlige politikere - svare på.
’Lysets hjerte’ viser os, hvordan traditioner har tendens til at gå i hårdknude, når de sættes op mod kold modernitet. Faderen kan ikke nå sine sønner, der lever i fremtiden. Sønnerne føler ikke meget for faderen, der i tabet af fortiden er gået i druk. Den ene søn skyder endog i blinde på andre og tager derefter livet af sig. Bringer ulykke over samfundet og sine egne. Familien er i dyb krise. Faderen kan kun gøre det godt ved at genetablere sig som mand. Men også det er et levn fra en fortid, der som nævnt er gået tabt. Det oprindelige grønlandske samfund er under indflydelse af Danmark gået i sørgelig opløsning. Faderen kan ikke reetablere sig selv i det samfund, han stammer fra, for det findes ikke længere. Han må tage afstand fra moderniteten, og søge ud i den grønlandske vildmark for at genfinde sig selv, sit ophav og sin heling.
Denne film skænker, trods happy end, ikke nogen forhåbninger. Originale folk er en truet art, og vi civiliserede mennesker hjælper dagligt dertil. Hader vi dem? Nej! Det tror jeg ikke. Det er bare som om, at vi ikke ved bedre. Da Danmark forsøgte at industrialisere Grønland vidste man bare intet om alle de katastrofer, man medbragte. Man har troet, at man gjorde det gode, det rigtige. Men sådan er det ikke. Man påtvang folk en levevis, præcis som vi nu gør i Irak og Afghanistan. Og det kommer der fortsat intet godt ud af.
Hermed afsluttes denne omgang Nordatlantiske Biodage med en alvorlig film. Efter at februars visninger har budt på mange gode grin fra især filmene ’Cold Fever’ og ’Bye bye bluebird’ blev der sat punktum for de nordatlantiske film med en opfordring til dansken om at tænke sig besættelsesmæssigt gevaldigt om i fremtiden. Lad os håbe at den opfordring støt og roligt breder sig i nationen som helhed. Tak til nordatlantens Brygge for februars fine og tankevækkende arrangementer. Det har været en fornøjelse. Gode op- og nedlæg til filmene, møder med spændende mennesker og hele vejen igennem film af høj kvalitet. Det anbefales alle interesserede at tilmelde sig Bryggens nyhedsbrev, hvis man vil have informationer om de kommende Nordatlantiske Biodage, der lanceres senere på året. Tak for denne gang. På gensyn!
