Skriv en kommentar
Der har i filmens historie været fortalt mange episoder, hvor sorte møder hvide bl.a. Gæt hvem der kommer til middag fra 1967 – og hvem skal indordne sig under hvem? Hvor langt skal de sorte gå for at få deres ideer og følelser ud til et større publikum? Inden for musikken kender vi bl.a. Billie Holiday, John Coltrane og Charlie Parker – som alle fik et kort liv – og filmen om Ma Rainey, spillet af med megen følelse af Viola Davis, er henlagt til 1927, hvor USA var inde i en god økonomisk konjunktur og stigende velstand – lige før krakket i 1929. Og filmen begynder med en klassisk optræden, hvor Ma Rainey med hoftevrid og nymalede store blå øjne, den skinnende røde kjole med paletter og med alverdens smykker og glinsende tykke fingerringe og en lyseblå fjer i hånden – sætter svingerne ud til et hvidt hungrende publikum på den lille intime scene.
Men der er store perspektiver med en ny pladeindspilning, hvor studiet endelig er klar, og Ma Rainey forlanger at få sin nevø til at indlede pladen med en velkomst – hun vil have ham med – men problemet er, at han stammer, og alle musikere virker tålmodige og undrende – og vi ser den ene plade efter den anden ryge i skraldespanden, da drengen ikke kan tale flydende og først efter syv forsøg lykkedes at få sagt de to sætninger.
Men det er ikke det eneste Ma Rainey slås med – trompetisten Levee (Chadwick Boseman, 1976-2020) vil underminere Ma Rainey, og laver helt nye rytmer og takter – og truer med at gå og lave sit eget orkester og tjene flere penge – han vil være i centrum, og køber i starten et par helt nye gule sko til to ugers løn og er til grin. Og siger også:Morskab gør livet værd at leve. Men Ma Rainey er i 20´erne på det sidste, og har store armbevægelser.
Filmens bedste scener er, hvor de ældre musikere fortæller egne historier, hvor de på det groveste er mishandlede og fortæller mere knugende om forældrenes usle vilkår i Sydstaterne. Men unødvendige citater som, ”at hvide forstår ikke blues” – klæder ikke filmens idegrundlag. Og inden for jazzen findes der mange eksempler på, hvor de store solister kræver næsten det umulige i form af spiritus eller gulvbelægning for at kunne optræde – her er det Ma Rainey, der vil iscenesætte sig for en Coca-Cola, og ikke synger før hun har hældt én i sig.
Filmen giver et glimrende forarbejde til de vanskelige vilkår, der opstår i den hvide verden – og hvorfor det er nemt for Frank D. Roosevelt i 1932 at gennemføre en ny politik med NEW DEAL, men filmen er tænkt som et tidsbillede, en enkelt bluessang. Alle kan sikkert se, der er noget galt, men hvordan får de sorte bedre muligheder? Filmen er for mig ikke vejen til det forjættede land.
