Skriv en kommentar
Macbeth er en af Shakespeares store klassikere og er derfor allerede filmatiseret flere gange. Store filmagere som Akira Kurosawa, Roman Polanski og Orson Welles har alle lavet deres versioner. Og nu står vi så med endnu en fortolkning, denne gang fra den relativt ukendte Justin Kurzel. Til gengæld har han bragt Michael Fassbender og Marion Cotillard ind som henholdsvis hr og fru Macbeth.
Macbeth er en skotsk adelsmand der efter et stort slag møder tre hekse. Disse hekse forudsiger hans fremtid som konge, og i sin iver efter at få profetien til at gå i opfyldelse vælger han og hans kone at myrde kongen. Dette leder til en spiral af vold og mord der langsomt forpester Macbeths sind, på trods af hans nyvundne status som konge.
Traditionelt set bliver Lady Macbeth præsenteret som årsagen til at han vælger at tage sagen i egen hånd, og selv om ordene er her igen i denne version bliver det ligeledes insinueret af Macbeth’s egen galskab er mere end en smule af årsagen. Og som fortælling om en gal skotsk adelsmand der eftertragter kronen og bliver forladt af sine undersåtter når hans galskab træder frem i lyset er filmen da også udemærket. Måske er jeg bare forstokket og ikke klar til at se en anden tolkning af Macbeth end den jeg har i mit hoved, men jeg synes der mangler noget af det grandiøse ved stykket. Macbeth bliver konge, og han bliver beskrevet som en stor kriger, men hvad vi ser af ham virker en smule usselt.
Det er på ingen måde elementer der ikke er i teksten der er blevet fremhævet, men det er andre elementer end jeg har set fremhævet før. Efter min mening gør det også at filmens bedste scene er banquetten hvor Macbeth hallucinerer et spøgelse så hele hans hof kan opleve hans galskab. Dynamikken mellem Macbeth, stilheden hans hof udstiller, og hans kones forsøg på at holde styr på det hele er brilliant, og det hele har en tyk stemning.
Til gengæld er monologerne i stykket generelt ikke specielt spændene. Flere gange bliver de præsenteret udelukkende med skuespilleren talende til kamera uden noget gestikulation eller anden dynamik. Og selv om ordene har kraft, og skuespillerne massere af mimik i ansigtet, så føles det lidt tamt i så levende et medie som film.
Filmen er Shakespeare, og den gør intet for at skjule dette. Det betyder at sproget er gammeldags og tungt, og at det fylder meget i filmen. Om man værdsætter dette eller ej er en smagssag, men der er intet gjort for at gøre det mere spiseligt. Visuelt er filmen flot uden at brilliere, og den gør mere for at støtte sproget end for at gøre det letfordøjeligt. Jeg vil altid værdsætte.
Shakespeare’s ord, men jeg kunne godt ønske mig at filmen havde haft lidt mere overskud til andet end bare at fremstille dem.
