Hvor er det dog frustrerende at skrive en anmeldelse til et spil som dette. På den ene side indeholder spillet masser af søde små minispil, som er diskret placeret rundt omkring i spillets simple platformsunivers. På den anden side er mange af de tekniske aspekter under det middelmådige, og værst af alt er kameraet en konstant røvpine. Lad os dog tage det fra begyndelsen af.
Som så mange andre spil af sin slags, er ”Madagascar: Escape 2 Africa” hovedsageligt et platformsspil, der nøje følger og tilføjer nyt til filmen af samme navn. I hovedmenuen kan man vælge at spille et af spillets mange minispil uafhængigt af historien, eller naturligvis gå direkte til historien, hvor man langsomt bliver introduceret til spillet simple faciliteter. Allerede fra start af, er der et problem ved et manglende dansk lydspor. Filmens kernepublikum er børn, og ligeså er spillet, og når historien i virkeligheden fylder så stor en del af spillet, er det et problem, at det kun er folk med glimrende engelskkundskaber der kan følge med. I historien styrer man typisk Alex, men man får da lov til, at styre stort set alle hovedfigurerne man kender fra filmen undervejs. Spillet er opbygget således, at man er i en begrænset verden fyldt med adskillige missioner, man frit kan vælge rækkefølgen af. Dette giver en følelse af frihed, selvom spillet er ganske lineært. Ellers kan man springe rundt og lede efter mønter, der kan bruges til at købe alt fra filmsekvenser til udklædning man kan give sine karakterer i hovedmenuen. Minispillene er dog spillets kerne, og uden tvivl det der holder fast i spilleren. Her er nemlig tilpas variation, selvom sværhedsgraden er konstant, til at holde selv den mest garvede spiller fast. Alt fra et specielt designet skakspil til stopdans er at finde imellem spillene, og det bliver sådan set sjældent uinteressant da det sjældent er repetitivt.
”Madagascar: Escape 2 Africa” har dog et enormt problem med kameraet. I options kan man vælge imellem, at inverterer eller lade være, dog er kameraet konstant inverteret på det lodrette led. Hvad værre er, at engang imellem synes kameraet selv at skifte, så man skal ind i options for at rette op på det igen. At man ikke kan vælge invertering på det vandrette led, og at spillet pludselig af sig selv skifter det rundt, gør ”Madagascar: Escape 2 Africa” til en enormt frustrerende oplevelse på den helt forkerte måde. Det hjælper naturligvis heller ikke, at kameraet engang imellem sætter sig fast inde i grafiske områder, der i forvejen ikke er særligt kønne. Faktisk ligner grafikken noget fra Playstation 2s storhedstid med enormt kantede teksturer og mangel på detaljer. Både kameraet og grafikken ødelægger en stor del af oplevelsen af ”Madagascar: Escape 2 Africa”, og det er virkelig synd, for spillet her har masser af potentiale og, at småting som disse ødelægger det, er desværre nok til, at spillet får en middelmådig anmeldelse.
Musikken er til tider enerverende med dens trivielle rytmer og mangel på variation, derimod er stemmerne og humoren helt i top, hvor især Julien (der fungerer som en slags guide i spillet) står for mange små grin. Grunden til at man vender tilbage til spillet, er uden tvivl de mange underholdende minispil, så der er rart at man kan vælge dem fra menuen, så man ikke skal igennem hele spillet igen blot for det. Her kan man naturligvis også spille multiplayer, og selvom minigolfen måske er en anelse forsimplet, er der masser af underholdende timer i selskab med hvem man nu synes.
Hvis du kan overleve et frustrerende kamera, er gammel nok til at forstå engelsk og ikke leder efter et spil der er grafisk på højde med nutidens spil, er ”Madagascar: Escape 2 Africa” måske et spil for dig. Spillet er let men underholdende, og søger man udfordring kan man evt. tjekke spillets achievements der ikke alle er lige lette. God fornøjelse.
Spillet er venligst stillet til rådighed af:
ActiVision.