Skriv en kommentar
Engang sang hun sig ind i hjerterne hos mange børn med MGP-vindersangen “Du Du Du”. I år er det faktisk 10 år siden, at Flora Ofelia Hofmann Lindahl snuppede sejren og blev en vaskeægte barnestjerne i musikkens verden. Nu spiller hun skuespil, som om hun aldrig havde lavet andet. En uhyggelig indlevelsesevne og et følelsesregister, der er nabo til ægte. Hver en fiber i hendes krop lader dig narre til at tro, at det der udspiller sig på din skærm sker i virkeligheden lige her og nu. Hvad der startede uskyldigt i børne/fantasy-filmen “Landet Af Glas” blev aldeles dystert og mystisk i tv-serien “Ulven Kommer”, hvor hun spillede datteren til Christine Børge, hvem Flora Ofelia genforenes med denne gang.
Senest har du også kunne opleve det nu 19-årige stjernefrø i Michael Noers barske “Birthday Girl” overfor Trine Dyrholm. Mange vil nok også huske den forstyrrende “Du Som Er I Himlen”.
Det bliver denne gang ikke mindre voldsomt, for i “Madame Ida” spiller Flora Ofelia rollen som den blot 15-årige børnehjemspige Cecilia, der bliver gravid efter en voldtægt forårsaget af børnehjemmets forstander. Med stor mave sendes Cecilia afsted til Ida (Christine Børge), en midaldrende kvinde, der bor på et palæ af fordums storhed. Ida bor ganske isoleret, men dog med den aldrende tjenestepige Alma som eneste selskab. Planen er, at Ida skal adoptere Cecilias barn, når det er blevet født og således skjule ugerningen, der foregik på børnehjemmet. Frem mod fødslen bor Cecilia således hos Ida og Alma. For første gang oplever Cecilia en form for omsorg, som hun aldrig har kendt til. Bånd knyttes og Cecilia føler sig hjemme i den nye treenighed. Fødslen finder sted, og herfra udspiller der sig en stoledans præget af magtbalance, fortid og status, der alle spiller ind og splitter relationerne ad. Hvad der tidligere var omsorg og kærlighed, viser nu sit grimme 180 graders ansigt.
Jakøb Møller debuterer med denne groteske dramafabel. Sat i 1950’erne er der både nogle normer og uskrevne regler, der presser sig ind som en kile i generationsdynamikken. De tre kvinder kunne således sagtens være mormor, mor og datter, hvis ikke det havde været for de klasseskel, der popper op og nærmest lader vanviddet drive ned af væggene i det gamle palæ. Dybe hemmeligheder kommer for en dag, og det tvinger titelkarakteren ud i et krakelerende maskespil, der i den grad går ud over Cecilia, der dog tager til genmæle med børnehjemmets fysiske nødvendigheder. Hver og én lægger en enorm energi i deres portrættering og selve skuespillet er bjergtagende.
Skallen, de er placeret i, kan man så have en anden holdning til, og det tillader denne kuglepen sig at pege lidt fingre af. Du skal være forberedt på, at Madame Ida ender med at blive en ulækker film. Det starter dybest set i det øjeblik, hvor Ida inviterer en række spidser spillet af blandt andre Klaus Bondam og Stig Rossen. Overfladen skal være så fin og poleret som overhovedet mulig. Da revner i glansbilledet på et tidspunkt blinker i neon, så fyger dem om sig med kvaste kæledyr, lussinger, bestialsk sex, gennemtæskede oste, obskurt sprogbrug - som jeg vil tillade at have min tvivl, om var gængs i 50’erne - og sikkert en masse andre ting, som jeg i skyndingen har glemt. Der er for så vidt ikke noget forkert i at træde ud af den tangent, men det er så aparte i forhold til, hvad vi er vant til herhjemme. En sag, jeg normalt ville hylde, men det bliver simpelthen for bizart uagtet, hvor godt vores karakterer spilles. Det er som at have set to forskellige film i samme værk, og det føles vitterligt som om, at nu skal klamheden overgøres (bare fordi), hvilket ikke fremmer plottet. Man skal i hvert fald holde sig for øje, at filmen i sin samlende enhed forekommer at være søsat til et meget smalt publikum.
Madame Ida er så langt fra en traditionsbundet film af dansk skole, som man kan komme det. En frisk pust til en start, men ender med at trænge sig selv op i et ophidset og forskruet hjørne, hvorfra filmen ikke evner at komme fri af. Det er lige før, at jeg får lyst til at recitere “Sangen Om Larsen”, men det ville være decideret unfair, når skuespillet nu ellers er så sublimt.
