Skriv en kommentar
Barske forhold i tekststilbranchen er rammerne for instruktør Rubaiyat Houssains nyeste film, der følger de hårdarbejdende og underbetalte kvinder på en tøjfabrik i Bangladesh. Filmen åbner med en ildebrand på fabrikken. En uopstået ildebrand, der blot er tippen af isbjerget i forhold til et sikkert arbejdsmiljø. En kvinde dør, men trods sorg, bliver kvinderne tvunget tilbage til arbejde igen. Både af de benhårde mænd, der ejer fabrikken, men de har heller ikke råd til andet.
Det lyder som om, vi befinder os i fortiden, hvor gode arbejdsvilkår og rettigheder var en by i Rusland – men ja, vi er skam i det 21.århundede. I en del af verden, hvor ligestillingen fortsat er svækket. En af kvinderne har dog fået nok. Den unge Shimu ( Rikita Nandini Shimu) bliver opsøgt af en kvinde, der fortæller hende og rettigheder og fagforeninger. Shimu bliver opslugt i at skifte en fagforening, der gavner både hende og de andre kvinder på fabrikken. Desværre bliver det mødt med modgang, da arbejdsgiverne bestemt ikke er til den slags propaganda og trusler med fyringer ligger rundt om hjørnet.
Man kan mærke, at instruktør Rubaiyat Houssain tydeligt har noget på hjertet med sådan en film. Det er ikke fordi filmen i sig selv er særlig stor og plottet er også simpelt. Dog er historien aldeles vigtig, og viser os vilkårene for kvinderne, der fortsat lever under et paritetiske samfund. Der bliver endda sagt under et møde med fagforeningen, at fabrikkerne typisk hyrer kvinder, da de er nemmere at kontrollere.
Shimus veninde, Nasima, indleder også et farligt forhold med chefen, og da det kommer frem, så bliver skylden lagt over på kvinden, som ikke engang må forsvare sig selv – og hun bliver fyret! Som om forholdene heller ikke er slemme nok i forvejen.
Houssain fokuserer meget på kvinderne forhold. Ikke blot på arbejdsfronten, men også på privatfronten, hvor det stadig anses som mærkeligt, at en kvinde overhovedet arbejder, hvis hendes mand også gør det. Ligeså meget kontrol som Shimu oplever på sin arbejdsplads, oplever hun også i hjemmet med sin mand, som bestemt ikke er glad for Shimus fagforeningensaktivisme.
Filmen giver ting til eftertanke. For hvor præcis kommer vores billige tøj og andre sager fra? Hvem sidder og knokler hver dag for en ussel løn? Shimu er hjertet af filmen og hendes mod og viljekræft kan inspirere andre kvinder i samme uretfærdige situation. Dette er desværre fortsat et globalt problem, men med sådan nogle film, kan debatten komme på dagsordenen og sørger for bedre arbejdsvilkår for de hårdtarbejdende kvinder og mænd.
