Skriv en kommentar
Gennem deres opvækst og størstedelen af deres voksenliv hang veninderne Marie, Vanja og Berling sammen som ærtehalm. Marie er imidlertid røget lidt ud af fællesskabet, men da hendes mand gennem 44 år forlader hende juleaften, er det nu engang de gamle veninder, der står klar. Hver især udgør de deres arketype. Arbejdshesten Marie er en grå og forsagt i sit livs efterår. Hun skal pludselig finde egne ben at stå på efter altid at have defineret sig ud fra andre. Pensionerede Vanja er fastfrosset efter mandens død, mens smarte Berlings forhold til familien er spændt til bristepunktet. Da intet holder de tre i Danmark, beslutter de at bruge juledagene på et madkursus i Apulien, hælen på den italienske støvle.
Der hersker ikke den store tvivl om, hvilke problemer trekløveret har med i bagagen, eller hvordan de skal løses. Her er der er letkøbt komik og letfordøjelig tematik på menuen. Til at starte med smager Maries mad af ingenting. Mon hun lærer at lave en sovs med smag i takt med at hun genfinder sit selvværd og ”får noget pik”, som Berling så kontant foreslår? Hvis ideen om, at sådan en replik kilder lattermusklerne, når den leveres af Stina Ekblad, skal man straks bestille sin billet.
”Madklubben” er indspillet i Italien og budskabet er klart: kom til Apulien og løs alle dine problemer. Meget lig måden en dansk-svensk co-produktion har kvoter for skuespillere af forskellige nationaliteter, har kvoterne i denne ombæring påkrævet et vist antal minutter dedikeret til markedsføring af regionen. Således starter en montage af den idylliske og billedskønne landsby med et etableringsbillede, hvor en stor reklametavle med påskriften ”#WeAreInPuglia” er placeret centralt i billedet. Reklameskriften er selvfølgelig også oversat i underteksterne, så vi er sikre på at bagerste række også er med. En detalje, bevares, men én, der er værd at hæfte sig ved.
For filmen sælger en eskapisme meget en afslappende ferie – og det har vel også sin berettigelse. Ikke mindst i år, hvor verdens rejser er blevet vingeskudt. Så er man jo fristet til at se stort på denne slags travelogue, der sælger en version af Italien, hvor man går i sommertøj selv i januar, og hvor man kan få udlevet alle sine fantasier – hvad end det er den habile nedlægning af en tasketyv til efterfølgende klapsalver fra både lokale og turister, eller ferieflirten med Troels Lyby, der vanen tro er god for en håndfuld søde øjeblikke. Men klicheerne er til at kløjes i og ”Madklubben” bliver hverken rigtig sjov eller rigtig rørende. Den er en letfordøjelig affære, det filmiske svar på den slags charterrejse, dens målgruppe kunne finde på at købe.
