Skriv en kommentar
Hvis forfatter Stieg Larsson stadig levede ville han nok blive forbløffet over den store omtale og succes hans tre romaner har haft. Den første i trilogien, ”Mænd der hader kvinder”, er nu filmatiseret med dansk instruktør bag rattet og svenske skuespillere foran kameraet. Instruktør, Niels Arden Oplev har ikke skuffet med sine seneste film, ”Drømmen” og ”To Verdener”, der begge har høstet god omtale og kritik. Filmatiseringen af ”Mænd der hader kvinder” er derfor lagt i gode hænder.
Mange har ventet i spænding og det er bestemt ikke en skuffelse der venter biografgængerne.
Journalisten, Mikael Blomkvist, får en dom for bagvaskelse. Inden han skal ind og afsone bliver han kontaktet af Henrik Vanger, der er tidligere direktør for en af Sveriges industrikoncerner. Vanger vil gerne have Blomkvist til at løse en gammel familiegåde, da Vangers niece for mange år siden forsvandt og muligvis er myrdet. Blomkvist får hjælp til at løse gåden af den unge Lisbeth Salander. Salander er en af landets bedste hackere, men er samtidig umyndiggjort og har en dyster fortid med i bagagen.
Makkerparret graver dybt i Vanger-familiens fortid og finder spor der fører dem til den rystende sandhed.
”Mænd der hader kvinder” er en tyk bog, men Oplev har formået at finde kernen i bogen og omstille en murstenen til 2 ½ times krimi på lærredet.
Derfor kan de få mennesker der ikke har læst bogen sagtens sætte sig til rette i biografsædet.
Det er farligt at filmatiserer en bestseller, se f.eks bare på seneste tilfælde med ”Da Vinci Mysteriet” der ikke just faldt i anmelder og publikums smag.
Men Niels Arden Oplev er slet ikke ude på dybt vand. Fra første sekund er man fanget og på ikke et tidspunkt kigger man på klokken fordi man bliver rastløs i sædet. Også selvom handlingen er bekendt for dem der har læst bogen bliver man fanget og indsluset i filmens univers.
Der er en overvejende venstre-orienteret indgangsvinkel i bogen, hvorimod filmen transformeres til en klassisk krimi i ægte svensk ånd- uden dog at slippe Stieg Larssons ånd.
Klassiske karakterer som nazister, kapitalistiske svin, undertrykte kvinder og en portion afskyelig sex ligger som grobund, og hvis det ikke var fordi Larsson var så forbandet god til at få det til at fremstille det så ekstremt spændende ville det måske have været en plat, kliché-præget mundfuld.
Og så er der jo hovedpersonerne og makkerparret, Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist. Yderst gode valg af skuespillere gør filmen mere levende og kemien og intensiteten i begge karakters skuespil kunne ikke være bedre.
Det kan godt være en svensk krimi ikke er noget vi ikke har set før, men hvis over 1 million danskere kunne fanges af bogen lover jeg at ligeså mange vil finde filmen rigtig god.
