Skriv en kommentar
I Irland i starten af tresserne bliver Margaret voldtaget af sin fætter under et bryllup. Rose er ugift, men bliver alligevel gravid og føder en søn. Bernadette er en køn forældreløs pige der bor på et børnehjem.
Alle tre piger anbringes af kirken på en af Magdalene forvaringsanstalterne, ledet af nonneordenen The Sisters of Mercy. Her bliver de sat til ulønnet, hårdt, tavst, fysisk arbejde 8-10 timer dagligt, syv dage om ugen, med ringe udsigt til nogensinde at blive sluppet fri igen.
Ved at følge de tre pigers skæbne, fortælles endnu et sort kapitel i den katolske kirkes historie. Den sidste anstalt lukkede i 1996, og man regner med at omkring 30.000 irske kvinder har været anbragt der i den periode disse profitorienterede vaskeri-anstalter eksisterede. Flere tusind kvinder døde under anstalternesumenneskelige forhold.
Filmen holder en fin balance mellem det generelle og det specifikke, mellem skildringen af forholdene på institutionen og de tre kvinders frygtelige skæbne. Desuden giver den et rigtig godt indtryk af, hvilken magt den katolske kirke havde i samfundet, hvor selv åbenlyse uretfærdigheder kunne passere i kirkens navn. Instruktøren Peter Mullan skaber et usentimentalt billede af de uhyrligheder, koporlige såvel som emotionelle som pigerne udsættes for. Mullan spillede fantastisk i rollensom alkoholikeren i Ken Loach's "My Name Is Joe", men viser her at han har ligeså meget at byde på som instruktør. Han optræder forresten i Magdalene Søstrene i en cameo som en fortørnet far til en bortløben pige, i en grotesk scene hvor han først omtrent banker livet ud af datteren, for efterfølgende ærbødigt at hilse den overværende og billigende nonne med et "God bless you"...
Er der ikke nogen humor at finde i filmen varmes iagttageren i stedet over de få glimt af menneskelighed der opleves. Som scenen hvor Margaret får chancen for at flygte, kun for at opdage at verden udenfor forekommer endnu mere skræmmende end den hun kender indenfor murene. Følelsen af luft og frihed og det irske landskabs fredfyldthed er overvældende. Men også perspektivløst: Hvor kan hun flygte hen, hvem vil kendes af hende, fordømt af kirke, samfund og familie? Eller episoden hvor Bernadette lover en lastbilchauffør hvadsomhelst for nøglen til døren ud: "Jeg vil begå en dødssynd eller en hvilkensomhelst anden synd for at slippe ud herfra!"...
Filmens skuespillere er forholdsvis ubeskrevne blade, men leverer ikke desto mindre nogen stærke præstationer. Måske er en del af årsagen at flere af dem selv har haft kirken tæt inde på livet. Nora-Jones der som den rebelske Bernadette har sin første rolle overhovedet i denne film, blev spottet i en åben casting i Galway, og må betegnes som et naturtalent. Også Eileen Walsh giver en hjertegribende og fuldstændig overbevisende præstation som den stakkels Crispina.
Filmens lydside er eftersynkroniseret, hvilket skæmmer filmen en smule i begyndelsen, men ellers er det en lydefri produktion med et meget troværdigt udtryk.
Man kan sige at Peter Mullans film gør det samme for de indespærrede fra Magdalene-anstalterne som Phillip Noyse's Rabbitproof Fence gjorde for den stjålne generation af aboriginals i Australien. Begge film er historiske skildringer der viser autoriteters skandaløse og moralsk forkastelige opførsel overfor ofre i hvis interesser de hævdede at handle.
Tankevækkende at filmen vandt førsteprisen - den gyldne løve - ved festivalen i Venedig, hjemland for katolicismens højborg Vatikanet. Det skete da heller ikke uden voldsomme protester fra det katolske samfund.
Som et kuriosum kan nævnes at filmen er delvis financieret af Jim Kerr fra firserbandet Simple Minds - Promised you a miracle...
