Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Jeg skal være den første til at erkende, at jeg faktisk godt kan lide dansefilm. Hele præmisset og opbygningen såvel som klimakset og moralen er ikke meget ulig de actionfilm jeg voksede op med i 80’erne og 90’erne – action er bare blevet udskiftet med dans. Til tider er træning en del af plottet, andre gange har vi med et naturligt talent at gøre tilsæt her nogle fjender og en kærlighedsinteresse, og du har filmen i en nøddeskal. Jean-Claude Van Damme var min store helt igennem opvæksten, og i dag ser actionfilm noget anderledes ud end de film jeg så utallige gange som dreng. Actionheltene er nærmest blevet antihelte alle sammen, deres muskler er forsvundet ind til ingenting, filmene har tiltaget op til en time i spilletid og plot fylder mere end action. Derfor er det rart at kvindernes modpol til datidens actionfilm har udviklet sig til noget, som jeg nemt kan nikke genkendende til. Jovist er kvinder netop målgruppen, men det ændrer ikke på den nostalgi, der vækkes i mig, når jeg ser en film som f.eks. ”Make Your Move”.
Donnie (Derek Hough) er netop blevet prøveløsladt i New Orleans, hvor han stepdanser på gaden for lommepenge. Der går dog ikke længe, før hans ambitioner indhenter ham, og han går mod loven for at få et job sin bror Nick (Wesley Jonathan) i New York. Nick ejer en undergrundsdanseklub, og hans rival Kaz (Will Yun Lee) bruger ufine metoder for at stjæle kunderne, hvilket hurtigt resulterer i gangsterlignende oprør mellem de to. I bedste ”Romeo & Julie” stil forelsker Donnie sig dog i Kaz’s søster Aya (BoA) og snart er han ikke velanset hos nogle af de to familier.
Dette er på alle måder den klassiske fortælling og dermed også den klassiske dansefilm. For ikke at få den til at ligne de mange andre dansefilm for meget, er den blevet krydret med bongotrommer, dubstep og stepdans. En kombination som på papiret lyder direkte latterligt, men som i hænderne på Duane Adler (manuskriptforfatteren på ”Save The Last Dance” og ”Step Up”) faktisk bliver til glimrende underholdning. Adler har både skrevet og instrueret, og manden har før vist sig, at have hjertet på rette sted – omend hans hjerte måske er en tand naivt indstillet. Derfor er klimakset i denne omgang heller ikke det kæmpe store opgør, som man måske kunne have håbet, men i stedet en subtil morale om godheden i mennesket såvel som evnen til at tilgive. Temaer der før har gået igen i Adlers film, men som bekendt er evigt aktuelle i enhver ny indpakning. Derek Hough er ganske charmerende i hovedrollen, og det er rart at se en mand blive hyret på sin charme og evner alene, da internettet bakker mig op i, at han ikke er jordens kønneste mand (adskillige teenagetøser raser over hans casting på IMDb f.eks.) BoA er stor indenfor musikkens og filmens verden i Sydkorea, og passer ligeså glimrende i sin rolle, og man betvivler ikke kemien blandt de to hovedroller.
Filmen er dog ikke uden sine fejl. Naivitet er en ting, klicheer en anden men bongotrommer, dubstep og stepdans er ikke nok til at få de gamle knogler til at virker som en frisk ny suppe. Det hele er simpelthen set for mange gange før ned til mindste detalje, og det er lidt ærgerligt, at man ikke har valgt at ryste posen lidt, nu når grundelementerne er fuldstændigt på plads. Med det sagt var jeg rigtig godt underholdt hele vejen igennem, og er man til dansefilm generelt, skal man bestemt ikke snyde sig selv for denne heller. Det er personligt den bedste jeg har set af slagsen siden ”Step Up 3D”, og det er jo efterhånden 4 år siden.
Der er intet ekstramateriale på denne udgivelse.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
