Skriv en kommentar
Thrillergenren er kendetegnet ved, at dens fiktion har visse ligheder med virkeligheden. Som oftest sættes der fokus på presserende problemer som korruption og svindel. Kendetegnende er det også, at der oftest er en helt i centrum, eneren, der vælger at tage affære, selvom det umiddelbart kan virke uoverskueligt. Denzel Washington spiller i ”Man on Fire” den udbrændte ex-CIA-agent, John Creasy. Han er drikfældig men lever op ved mødet med den ni-årige Pita (Dakota Fanning). I Mexicos gader er der mange med urent mel i posen, Pita bortføres af mafiaen, mens Creasy efterlades såret på asfalten. Da Creasy kommer sig mirakuløst hurtigt over sine skudsår, sætter han hele sin tilværelse ind på at få ram på alle, der var involveret i kidnapningen.
Karaktererne er forholdsvist interessante, og John Creasy viser sig som en type, der skriver sig ind i rækken af selvtægtshelte. Han viger ikke fra sit mål, og de onde afstraffes uden nåde. Det er en barsk film om en kompromisløs ensom gun-fighter, der ene mand tager hånd om Mexicos betændte undergrundsmiljø. Creasys kamp for hævn er barsk, og der ryger mere end et par fingre i kølvandet på den kyniske kamp for retfærdighed. Kun en idealistisk reporter og en ren politikommissær fungerer som hjælpere for den mand, der rent psykologisk er ”on fire”.
Denzel Washington, som tidligere har vist sit karakterskuespil I bl.a. Malcom X (1992) og Philadelphia (1993), spiller godt som hævneren John Creasy. Han besidder den gode blanding af lidelse og hårdhed, som rollen kræver. Den kun ti-årige Dakota Fanning spiller meget charmerende som lille uskyldige Pita, mens Christoffer Walken, mest kendt fra storfilm som ”Dear Hunter” ( og ”Pulp Fiction” (1994), også er yderst troværdig som Creasys ven.
Fra instruktørstolen har lillebroren til Ridley, Tony Scott leveret en interessant æstetik, der emmer af intensitet. Tony slog sit navn fast med ”Top Gun” (1986). Siden har han leveret mange gedigne film, heraf en del thrillers.
Man mærker tydeligt Scotts ekstreme billedfokusering, og det kommer der flotte og interessante billeder ud af. De stemningsmættede billeder fanger fint det fordækte mafiamiljø og deres bundrådne virksomhed.
Filmen er bygget på romanforlægget af A. J. Quinnell (Pseudonym for Philip Nicholson) og er lavet til filmmanuskript af krimi-specialisten Brian Helgeland, der også har ført pennen på to af nyere tids mest interessante thrillers Curtis Hansons ”L.a. Confidential” (1997) og Clint Eastwoods ”Mystic River” (2003).
Historien udspiller sig oprindeligt i mafiosoens land, Italien. Her er handlingen dog henlagt til Mexico for at aktualisere filmens stof i forhold til den aktuelle organiserede kriminalitet, der florerer i Sydamerika. Og det giver en god virkning.
Alt i alt er det en god thriller, som holder spændingen godt ved lige undervejs. Filmen er bestemt værd at bruge en aften på, men man er rimeligt hurtigt færdig med den bagefter. Den har den klassiske drukkenbolt i centrum. Han træder i karakter og hævner nådesløst og uden samvittighed. Vi får undervejs lidt at vide om børnekidnapningerne, som skulle være et udbredt fænomen i Latin-Amerika. Desværre kommer vi aldrig helt dybt ned i problemet, selvom vi finder ud af, at penge- og magt-interesser på alle niveauer har fingrene nede i kagedåsen.
