Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Med den amerikanske forfatter H. D. Thoreaus (1817 – 1862) ord og hans natur-univers som rød tråd lykkes det for den svenske instruktørduo Henrik Hellström og Fredrik Wenzel at skabe en helt enestående skildring af det sen-moderne menneskes forhold til sig selv og naturen.
I et svensk, det kunne ligeså godt være et dansk, parcelhuskvarter bor drengen Sebastian sammen med sin mor. Han er som regel alene og driver rundt på vejene og helst ud i den omgivende natur – marken, krattet, skoven og søen. Han laver ikke rigtig noget – og dog fornemmer man, at han iagttager, undersøger og simpelthen er i naturen. Det er muligt at Sebastian har en eller anden form for diagnose (gerne en af tidens mange bogstavkombinationer i en forkortelse); man synes det, når han sådan bevæger sig kejtet rundt og ikke har mange ord. På samme måde er det med den unge mand Jimmy, der er enlig far og stadig bor hjemme hos sine forældre. Forældrene har ikke udstyret ham med en nøgle, så han går hver dag hvileløst rundt i parcelhuskvarteret med sin dreng på armen. Jimmy har heller ikke mange ord og søger også gerne ud i naturen der støder op til husene. Måske har også Jimmy en eller form for diagnose. Man synes det, når man ser hans indadvendte blik og skamløse gab, når der tales civiliseret til ham. Endelig er der den unge mand Anders. Han arbejder hårdt hver dag for at kunne vedligeholde og udbygge sit parcelhus og have. Anders siger ingenting. Når det hele bliver for meget løber han en tur eller padler hårdt i kano udover søen. Måske har også han en eller anden form for diagnose. Man synes det, når det så ofte bliver for meget for ham. Han er nok bare stresset.
Måske har personerne en diagnose, simpelthen fordi de er marginaliserede i deres åbenlyse mangel på vilje eller evne til at ville noget, dvs. det man normalt vil: uddannelse, arbejde, forbrug, være sammen med de andre. De søger ensomheden i naturen eller frustreres som Anders over, at den længsel trænger sig på, når man nu så gerne vil være normal. På sin vis er deres kroppe vægtløse i moderniteten – og først når de helt konkret søger ud i naturen, krattet, skoven, søen – opstår vægten, tyngden, kroppen, det sanselige.
Helt i tråd med sine personer er filmen stort set blottet for almindelig handling. Vi følger dem blot i deres afsøgen af parcelhuskvarteret og i naturen, i deres forsøg på at være til. Filmen er derfor snarere et digt, som ikke minder om noget andet – det skulle da lige være den russiske mester Andrej Tarkovskijs film. Scenerne holdes sammen af Sebastians voiceover, der ofte citerer fra Thoreaus smukke og rammende ord om menneskets forhold til naturen og de andre fra værkerne ”Walden” (1854) og ”Civil ulydighed” (1849). Ordene fremtræder mærkeligt af- og forklarede i munden på en dreng der tilsyneladende ikke har mange chancer heromkring.
Filmen er for det meste blottet for naturromantik. Det er den nøgterne H. D. Thoreau der trækkes på. Så meget mere imponerende er det derfor, at det også lykkes instruktørerne at slå andethedens metafysiske strenge an i billederne – her et anderledes, forklaret lys, og her en attitude, en gestik, en krop der bryder konventionens måde at være på. Metafysikken hjælpes i øvrigt godt på vej af Erik Enockssons fine score. Filmen prædiker ikke men spørger, om det andet er udtryk for håbet/overlevelsen hos de fremmedgjorte, utilpassede individer Sebastian, Jimmy og Anders – eller om det er en dimension vi senmoderne mennesker ikke længere sanser.
”Man tænker sit” er en såkaldt smal film, en film med et meget lille publikum. Man får i den forbindelse helt lyst til at citere filmens indledningstekst: ”Det meste af det som mine naboer synes er godt, bryder jeg mig dybest set ikke om. Og hvis jeg angrer noget som helst er det højest sandsynligt min gode opførsel.” (H. D. Thoreau 1854).
En bevægende og stor film.
Der er intet ekstramateriale på DVD-en.
Warner Home Video.
