Skriv en kommentar
Enhver Oscaruddeling har sine skandaler. Man glemmer sent Michael Moores udbrud mod George Bush i foråret, men allerede inden var der dukket en skandale op fra Spanien. Til alles overraskelse havde Spanien nemlig ikke indstillet Pedro Almodovars film ”Tal til hende” til en Oscar. Det blev den lille og forsagte ”Los Lunes al Sol” – Mandage i solen. Almodovar blev nomineret i de amerikanske række for bedste instruktør og manus og vandt fortjent den sidste. Mandage i solen nåede aldrig til finalen.
Det er nu ellers ingen dårlig film Fernando Leon de Aranoa har lavet. I en ærkeeuropæisk, socialrealistisk tone kaster han sig ud i en historie om nogle skæbner, der har mistet jobbet på værftet i Vigo. Men der er gået tre år og der er ikke sket meget. Denne ene af gutterne har åbnet en bar, de andre kan bruge deres penge i. En anden er ved at være op i årene, men prøver desperat at skabe nye kompetencer for at forberede sig til moderne arbejdsmarked. Jose har problemer med sit selvværd som mand, og det faktum at konens halvtidsstilling på tunpakkeriet er deres eneste sikre indkomst. Santa er gruppens centrum. En bitter mand med et godt humør - i sig selv en vældig konflikt. Han nægter at betale et symbolsk beløb for at have smadret en lygtepæl under demonstrationerne i anledning af massefyringer på værftet. Da hans stolthed alligevel krænkes, da betaler for at undgå fængsel, går han straks ud og smadrer den samme lygtepæl, for ligesom at være kvit med det system, han føler sig snydt af.
Filmens handling er trukket meget i baggrunden i forhold til personerne. Der er ikke lavet film over nogen særlig handlingsmodel med et klimaks til sidst. Man kan nærmest sige – i disse ”ring” tider at filmen går i ring. Tidligt i filmen sidder Santa med sin ven på en stenmole og spørger hvad dag, der er. ”Mandag” svarer vennen. Det samme sker til sidst i filmen for at indikere, at der ikke umiddelbart er nogen vej uden om livets gåen rundt om sig selv. På den måde er den ikke anderledes end alle mulige andre socialrealistiske film, som vi kender dem fra især Ken Loach og Mike Leigh, specielt med sidstnævntes bitresøde tone i filmsproget og dialogen. Altid små smil og små stik i hjertet.
Mandage i solen er en lille fin film, hvis store styrke er skuespillet, der er i verdensklasse. Javier Bardem, der spiller Santa, udfylder sin rolle med en sådan dagligdags grimhed, at det gør ondt. Han kan noget med sin krop og sit ansigt, der giver så meget liv i den bitre Santa. Bardem vandt da også en European Film Award for sin præstation. (Ligesom han tidligere er Oscarnomineret for sin hovedrolle i Before Night Falls og man kan også nyde ham i Almodovars Carne Tremula).
Filmen pisker ikke store stemninger op, hvilket måske kan være dens mangel. Det er triste og håbløse skæbner man følger, om end kærligheden også titter frem sammen med håbet om bedre tider. Men da filmen ikke ser nogen løsninger på de konflikter den fremstiller, kan den fremstå konfliktsky – og det er netop pointen, da man omvendt kunne argumentere med de samme ord for at sige at filmen er meget realistisk. Men den mangler lige det sidste for at være helt oppe at ringe, selvom der principielt ikke er noget at sætte en finger på. Og så kunne det være filmen, der kunne kalde Ringenes Herre-folket tilbage til virkeligheden igen.
