Skriv en kommentar
I efteråret 1992 kæmper abkhaserne med hjælp fra russerne, for at frigøre sig fra Georgien. I den georgiske Kaukasus-provins Abkhasien har de fleste forladt området. Kun to mænd er blevet tilbage, den ældre Ivo og hans nabo Margus. Margus ejer en mandarinplantage og vil plukke høsten inden også han rejser væk. Ivo hjælper ham med at lave kasser til mandarinerne, men ønsker ikke at forlade sit hus og område.
En dag kommer krigen meget tæt på, da en nærkamp mellem en gruppe tjetjenere og en gruppe georgiere opstår på deres grund. Kampen er voldsom og kun to soldater overlever, en fra hver side. De er begge hårdt sårede og Ivo tager dem ind i sit hus, for at lade dem komme til kræfter. Det er Ahmed og Niko, som selvom de er fjender i krigen må give Ivos deres ord på, at ikke slå hinanden ihjel i hans hus. Men spændingerne imellem dem er enorme, og fordommene er mange. Fornærmelserne flyver på kryds og tværs, og situationen er mildest talt anspændt.
Mandariner er en usædvanlig film fra en del af verden vi ikke ret ofte bliver præsenteret for i Danmark. Det er film om krig og fjendskab, men også om venskab og grænser, og fremfor alt om hvordan man nedbryder grænser.
Den er langt fra de sædvanlige krigsfilm, hvor man ofte ser tingene fra en enkelt side. Vi ser her hvordan to fjender fra hver sin side, på grund af omstændigheder uden for deres indflydelse, bliver tvunget til at leve under samme tag. Det er en kæmpe udfordring for dem begge, og filmens fokus bliver på den måde karakterne og deres udvikling, fremfor den krig filmen foregår i.
Tempoet er langsomt og der er god tid til alle replikker. Der er kun mænd i denne film, og de er alle mænd af handling og få ord. Det giver plads til detaljer og til at man som publikum får lov til at tænke selv, og lade fantasien arbejde. Farven på mandarinerne er fremhævet mod en grøn baggrund af skovbevoksning, og en konstant mudret jord lagt sammen med synlig ånde i en kold morgenluft, giver mulighed for at fornemme stedets karakter. Det er meget stemningsfuldt.
Plottet er meget enkelt. To mænd fra hver sin side af en krig, havner under samme tag, og vi ser hvad det kan føre til. Det fungerer rigtig godt og kan man klare det langsomme tempo, er der en dybde i karakterne og et imponerende skuespil, der viser spændingerne så de mærkes langt ud over lærredet.
Som en god bedstefar holder Ivo styr på de to og opdrager på dem. Forskelligheder og trosretninger mødes så det slår voldsomme gnister, men en langsom opblødning begynder, da de opdager at hinanden ikke kun er fjender, men også mennesker.
Filmen Mandariner viser det uretfærdige og meningsløse der kommer af krig, og det had der skabes mellem mennesker. Den var nomineret til en oscar for bedste udenlandske film i år, og har fuldt fortjent opnået flere internationale priser.
Den er et møde mellem forskelligheder, der viser at vi på trods af grænser, forskellige religioner og lande, alle i bund og grund er ens som mennesker. Selv midt i en krigs grusomheder.
