Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Under borgerkrigen i den georgiske kaukasus-provins Abkhasien i de tidlige 1990-ere blev de estere der havde boet i landet i generationer fordrevet – og i øvrigt også tusindvis af etniske georgiere. Men det er sådan set ikke den historie ”Mandariner” fortæller, selvom hovedpersonen tømreren Ivo (Lembit Ulfsak) er ester og nægter at lade sig fordrive fra landsbyen, hvor kun hans estiske ven Margus (Elmo Nüganen), der dyrker mandariner, er blevet tilbage. Sammen forsøger de ene mænd at tømre mandarinkasser og at få høsten i hus, inden det er for sent med de modne mandariner. Nej, det filmen fortæller er, hvad borgerkrig drevet af fundamentalismens had gør ved mennesker. Og så insisterer den på, at der er håb trods hadet og fordrivelserne.
Pludselig bliver de to mænd centrum for kampene mellem russere/tjetjenere og kaukasere. De må bringe to hårdt sårede soldater fra hver sin hær ind i Ivos hus, hvor de plejes, indtil de er så raske, at de kan stå på benene igen – men også må stå over for hinanden.
Det er en filmisk konstruktion der dog virker, fordi midlerne er enkle og skuespillet nuanceret. Her spilles koncentreret og enkelt på syge krigeres svaghed, på det at pleje en fjende og at blive plejet af en fjende, på mændenes baggrund, på deres dannelse også religiøse og uddannelse, på deres håb og drømme – alt imens fjenderne kommer til kræfter igen, esterne må bestemme sig for at blive eller flygte og kampene derude rykker tættere og tættere på.
Selvom filmen måske er naiv i sin tro på at uforsonlige fjender kan forsones, er slutningen alt andet end naiv. Kun tilfældigheder afgør, hvem der lever og hvem der overlever, da kampene rykker ind i landsbyen. Livet går videre, men hvordan det går videre, er et åbent spørgsmål.
Billedsiden er et studie i landskab og landsby, som man sent glemmer. Roen i landskabet og i byen og i de estiske mænd der arbejder og plejer er fascinerende og minder en om, at kropslighed og sanselighed har med det at være forbundet med sin egn, sit landskab og sit hjem at gøre. Scorens på én gang moderne og folkemusikalske præg er i fuld samklang med filmens tone. Den er af Niaz Diasamidze. Læg i øvrigt mærke til den ”malplacerede” popsang i slutscenen. Malplaceret og med chokerende effekt. Men her kommer det sentimentale helt uden blusel til sin ret. Det overdådige landskab kan klare det.
Instruktøren hedder Zaza Urushadze og er fra Georgien. Det er hans femte film – og den var indstillet til en Oscar, dog uden at vinde. Den historie måtte ekstramaterialet godt have fortalt. Ekstramaterialet består blot i billedgalleri og trailere. Man kunne ønske, at når noget så sjældent som en georgisk/estisk film distribueredes i Danmark kunne man producere ekstramateriale om den kaukasiske filmproduktion. Men man aner situationen i filmen selv, da hovedpersonen spørger den ene af soldaterne, hvad han laver i det civile liv og denne svarer ´skuespiller´. ´Har du så været med i film?´, ´Nej, film er dyre at producere´.
Gid denne lille perle må sætte gang i den kaukasiske filmproduktion.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.
