Skriv en kommentar
Vi får det hele med: barndom, teenageår, tiden før ANC, ANC, kvinderne, kvinden, volden, fængslet, mere vold, de internationale opråb, forhandlingerne og løsladelsen. Tro mod Mandelas selvbiografi og filmens tagline er Mandela – vejen til frihed en meget udførlig skildring af en enkelt mands vej fra revolutionær til fange til præsident med alt hvad en sådan indebærer.
Folkehelt med stort F
Man fornemmer, at en god blanding sober ærlighed og troskab mod den sydafrikanske folkehelt har stået højt på instruktør Justin Chadwicks prioriteringsliste. Der lægges ikke helt skjul på de mere lyssky sider af ANC-bevægelsens foretagender eller Winnie Mandelas indblanding deri. Ej heller forsøger filmen at benægte, at de oprindelige ophavsmænd, og dermed Mandela selv, har sået kimen til de voldelige handlinger. Men at Mandela er en fredselskende folkehelt med stort f er uden tvivl det budskab, som filmholdet har arbejdet hårdest på at sætte igennem. På trods af henvisninger til den vold og splittelse, der ikke ville slippe sit tag om Sydafrika selv efter ”den lykkelige slutning” og apartheids opløsning, er filmens vigtigste målsætning at hylde og rose en mand, som ikke på noget tidspunkt opgiv sin drøm om lighed og demokrati.
Så hårene rejser sig
Der er ikke noget nyskabende over den måde, hvorpå heltens hårde vej til målet bliver fremstillet. Men hvor filmen ikke scorer point på kreativitetskontoen, vinder den tilgengæld på flotte skuespillerpræstationer. Idris Elba er dragende overbevisende i sin rolle som den store leder, der kan score damer og holde taler, så hårene rejser sig. Ikke et øjeblik var jeg i tvivl om, at de havde castet den helt rigtige Mandela. Og jeg var ligeledes imponeret over Naomie Harris' hæsblæsende optræden som Winnie Mandela, der med ét blik kan udstråle vrede, sorg, frustration, autoritet og ikke mindst hævntørst. Hun gav sin karakter en sådan dybde, at hun på én gang kunne afskrække såvel som fascinere sit publikum.
Samtidig er filmen fuld af forførende smukke scener fra det landlige Sydafrika, Nelsons hjemstavn. Dertil er dialogen Mandela-familien imellem til tider så velskrevet, at man skal være en ualmindeligt hård kritiker for ikke at blive bare en smule rørt.
Den lange vej
Mens nogen utvivlsomt vil finde Mandelas besværlige rejse lige lovligt lang, vil andre som jeg nyde det meste af turen. Ingen tvivl om at et mere indsnævret fokus nok ville have skabt en mere exceptionel dramaturgisk oplevelse, men som en sober fortælling om en rigtig helt, fungerer formatet helt efter hensigten. Og mens Elbas bud på en Mandela her bliver symbolet på, at fred og lighed er de mål, alle samfund til alle tider må stræbe efter, kan jeg i Harris' udgave af hustruen Winnie læse, hvorfor de er så pokkers svære at opnå. Så alt i alt skaber filmen trods sit klare hyldestprojekt et nuanceret og stærkt billede af Sydafrikas lange, hårde vej til friheden.
