Det siges om ”The Man Who Knew Too Much” (1934), at det var filmen, der gav Hitchcock sit store internationale gennembrud. Det kan godt undre en, når man holder den op mod andre Hitchcock-film fra perioden. En ”Blackmail” fra 1929 er mere sofistikeret, en ”39 steps” fra 1935 er mere elementært spændende.
The Man Who Knew Too Much har ikke disse kvaliteter. Handlingen er noget usammenhængende i det og virker til tider som en skitse. Det store finale i form af en overdreven shoot out er malplaceret og påklistret.
Undervejs er der dog en række lyspunkter. Vi er blot nogle få år efter talefilmens ankomst, og det kan mærkes i form af en betragtelig mængde stilhed, der hviler over de fleste scener. Det har muligvis en rent teknisk forklaring, at der er så megen stilhed i filmen, men ikke desto mindre bidrager fraværet af lyd til en forstærkning af suspense og mystik. Spændingen tiltager i de lydtomme rum. Når et skud så pludselig falder, virker det desto mere intens, fordi det afbryder stilheden.
Filmen bliver også bedre af den tørre engelske humor, som er strøet med gavmild hånd over en del scener. Når humoren sætter ind, er man tilbøjelig til at glemme alle de mange huller i manuskriptet.
Leslie Banks og Edna Brest gør det rimeligt som ægteparret Lawrence, der under en ferie i Schweiz ved et tilfælde bliver klar over nogle planer om at snigmyrde en diplomat. Ægteparrets datter kidnappes af lejemorderne, og så går jagten ellers ind. At det er faren, der til slut får det sidste ord, overrasker ikke – alligevel kommer der enkelte klassiske Hitchcock-twists undervejs, som ikke skal røbes her.
Som sagt har Hitchcock lavet mange film, der er langt bedre end denne. Men kan man se bort fra den lidt kedelige og usammenhængende historie – og vil man gerne have en komplet Hitchcock-samling – så kan man roligt investere i The Man Who Knew Too Much.
Ekstramateriale:
Desværre undlader Criterion Film endnu engang at lægge ekstramateriale på dvd’en, så ingen stjerner her.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Criterion Film.